41.4 Væsenernes udødelighed
Væsenets fysiske legeme er tids- og rumdimensionelt.
Dette vil igen sige, at det er forgængeligt.
Alt hvad der har en begyndelse, må lige så absolut have en afslutning eller et ophør.
Og derfor er begrebet "døden" kommet ind i verden.
Det ufærdige menneske tror, at de levende væsener er dødelige.
De forstår ikke, at det, de kalder døden, kun er en udskillelse eller en frigørelse af deres jeg og overbevidsthed fra deres fysiske legeme, og at de efter denne frigørelse stadig lever.
Men den manifestation og oplevelse, de havde ved hjælp af det fysiske legeme, kan de jo ikke have efter frigørelsen fra dette.
De kan ikke mere fysisk tale med de fysiske væsener, deres venner og bekendte.
Men samtidig med udviklingen af dets fysiske legeme, udviklede der sig også et åndeligt legeme bag væsenets fysiske legeme.
Og dette legeme lever væsenet stadig i efter døden.
Men med dette legeme kan det ikke korrespondere på normal måde med de fysiske væsener.
Dets fysiske pårørende, venner og bekendte sørger derfor over væsenet, som de mere eller mindre tror er totalt ophørt med at eksistere.
Men venner, der er bundet til hverandre i stor sympati, vil atter møde hverandre i et nyt fysisk liv.
Det samme gælder også fjender, der ikke har sluttet fred, inden de dør, de vil ligeledes møde hverandre for at få udlevet fjendskabet og få det erstattet med fred.
Ingen som helst krig eller intet som helst ondt kan ophøre uden i kraft af fred.
Tilbage til forsiden
Forrige