4.4 Enhver fuldkommen beherskelse af energierne er udtryk for kærlighed
Da al absolut fuldkommenhed er baseret på det levende væsens beherskelse af kræfterne og ikke på det omvendte, og nævnte fuldkommenhed igen er basis for det absolut behagelige, medens ufuldkommenhed er basis for det absolut ubehagelige, vil kræfterne være overordentlig behagelige der, hvor de er gjort til "tjener", men højst ubehagelige der, hvor de endnu er "herre" over væsenerne.
Og det er netop i henhold hertil, at man kalder manifestationer, der repræsenterer en absolut beherskelse af kræfterne, for "idealer", for "det gode", ligesom de samme manifestationer jo også fremtræder som kernen i al religion og gudsdyrkelse.
Er det ikke netop manifestationsformen, "at kunne gøre, hvad man vil", man har tillagt det højeste væsen eller Guddommen og samtidig forjættet menneskene fremtrædende "i samme billede efter hans lignelse"?
Og er det ikke også netop i henhold til ovennævnte, at man kalder manifestationer, der ikke repræsenterer en total beherskelse af energierne for "det onde", for "straf"?
Er ikke "helvede" udtrykket for den tænkte højeste kontrast til det behagelige og "djævelen" udtrykket for den tænkte højeste modsætning til idealvæsenet?
For den højt udviklede okkultist, hvilket vil sige et væsen, der i udvikling er langt længere fremme end den store hob af sine medvæsener og derfor har fuldt udviklede sanser på felter, hvor medvæsenerne endnu er ubevidste, eksisterer intet som "ondt", som "straf" og ingen som "djævel" eller "den onde".
Alt det absolut ubehagelige såvel som det absolut behagelige er for ham henholdsvis kun udtryk for ikke-beherskede og beherskede energier.
Som følge af dette klarsyn vil han naturligvis være indstillet på at tilegne sig det fulde herredømme over energierne og kommer derved til at fremtræde som en desto større repræsentant for det absolut behagelige, desto mere han i denne tilegnelse er forud for sine medvæsener.
Hans manifestationer vil altså være at udtrykke som absolutte behagsmanifestationer i samme grad, som han har tilegnet sig herredømme over kræfterne.
Det af dette herredømme affødte behag er igen det samme som det, vi kalder "kærlighed".
Enhver fuldkommen manifestation eller beherskelse af kræfterne kan således i virkeligheden kun eksistere som udtryk for kærlighed.
Og vi kommer her til afsløringen af, hvorfor det store bud "elsker hverandre" udgør "al lovens fylde" og anvises som vejen til livet, idet livet i sin højeste kulmination eller fuldkommenhed jo kun kan eksistere som kræfternes beherskelse, og denne igen er kærlighed.
Tilbage til forsiden
Forrige