39.4 Mellemkosmisk skæbne
Da et væsens livsoplevelse og manifestation betinges af dets forhold til disse tre nævnte kosmos, er det ikke lige meget, hvordan dette forhold er.
Det kan være af en sådan natur, at væsenet befinder sig i den skønneste harmoni med alle tre kosmos.
Det befinder sig da både legemligt og mentalt eller fysisk og psykisk fuldstændig sund og i en for både det selv og andre væsener varmende og livgivende, kærlig væremåde.
Det udgør da det færdigudviklede menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Men jordens mennesker er ikke færdige mennesker, tværtimod.
De lever i krig og ufred, de myrder og dræber, torterer og lemlæster i stor udstrækning hverandre.
Det mellemkosmiske område syder og koger som en vulkan, der kan komme i udbrud når som helst.
Ved det mellemkosmiske område forstås alle de livsformer, vi kender som mennesker, dyr og planter.
Vi ser, at plantelivsformerne udvikler sig hen imod det dræbende princip og efterhånden bliver til dyr.
Og her bliver det i stor udstrækning en livsbetingelse for væsenerne at måtte dræbe for at leve.
Det højeste lyspunkt i væsenernes skæbne her er parringsdriften, ægtemagen og afkommet.
Dets bevidsthed ledes i høj grad af instinkt.
Vi skal ikke her komme ind på dette område af den mellemkosmiske skæbnetilstand, men blot bemærke, at nævnte område kan udtrykkes som det vordende, fuldkomne menneskes fosterområde.
Ud fra dette område udvikler væsenet sig videre frem imod det store slutfacit, der er målet for denne udvikling, nemlig: mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
Og her i den sidste del af dyreriget fremtræder væsenet som det ufærdige jordiske menneske.
Det er nu så langt fremme i udvikling, at det er blevet til et væsen, der er under loven: Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv.
I samme grad, som det kan opfylde denne lov, er det fuldkomment.
I samme grad, som det ikke kan opfylde nævnte lov, er det ufuldkomment.
Sammenlignet med en væremåde, der totalt opfylder nævnte kærlighedslov, er det almene jordiske menneskes væremåde endnu meget ufuldkommen.
Og i samme grad, som denne er ufuldkommen, altså ukærlig, i samme grad bliver dets skæbne baseret på ukærlighed fra medvæsenernes side.
Denne mellemkosmiske skæbne bestemmes således af dets forhold til dets mellemkosmiske medvæsener, hvilket vil sige: medmenneskene og dyrene.
Vi har allerede nævnt, at væsenerne her lever i krig, myrder og dræber hverandre.
Aviser, fjernsyn og radio bringer hver dag bud om det dræbende princips udfoldelse på mange forskellige måder mand og mand imellem, og ligeledes folk og folk imellem.
Da skæbneloven: "Det et menneske sår, skal det høste", bevirker, at et væsen kun kan få den skæbne, det ved sin væremåde påfører sin næste eller andre væsener, og således selv kommer til at opleve det onde eller den lidelse, det har påført andre væsener, kan det ikke undgå at blive forvandlet.
Det får en tiltagende lede ved sin onde væremåde, ligesom evnen til ikke at kunne nænne at gøre det onde opstår.
Det bliver humant og fredselskende.
Og fra dette stadium i udviklingen bliver væsenerne ført videre imod fuldkommenheden ved hjælp af verdensgenløsningens vejledning og forskrifter, der afslører humanitet eller næstekærlighed som den absolut eneste urokkelige vej til lyset.
Tilbage til forsiden
Forrige