33.4 Det er ingen livsbetingelse at dræbe dyr
Det er ikke nogen livsbetingelse for menneskene at dræbe dyr for at leve.
Hverken deres kød eller skind er værdig føde og klæder for udviklede mennesker.
Det afslører bare eskimoens eller polarmenneskets primitivitet uden at udgøre den nødvendighed, som det foreløbig må anses at være for netop det primitive polarmenneske, der skal leve i is og sne – rent bortset fra den forfængelighed, der ligger i med dyre pelse at kunne bære sin velstand til skue for andre mennesker.
Men det kan ikke bebrejdes menneskene, for de kan ikke gøre ved, hvor de står i udviklingen.
Men det forbyder jo ikke andre i at iagttage menneskenes mentale vækst fra den ene tilstand til den anden.
Men den viden, man her kommer i besiddelse af, giver jo ikke nogen ret til at bebrejde andre mennesker, at de endnu hælder til jagt, fiskeri og pelsklæder og kødspisning.
Det må finde sted, indtil de pågældende mennesker ved denne deres ufølsomhed over for dyrene eller de levende væsener har gennemgået så mange tilbagevirkende skæbnefølger i form af lidelse, at de ikke mere kan nænne at gøre noget levende væsen fortræd.
Dertil vil alle komme.
Og det er denne vækst i mentaliteten, i evnen til ikke at kunne nænne at dræbe, nænne at gøre hverken dyr eller mennesker fortræd, der er "himmeriges rige".
Tilbage til forsiden
Forrige