Artikelsamling 1

30.4  Der findes kun én eneste overtrædelse af livsloven, og det er overtrædelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe"
Med had og forfølgelse, bagtalelse og bitterhed, skaber man da umuligt glæde og inspiration eller livslyst hos sin næste. – Men at nedsætte livslysten hos sin næste, er det samme som i tilsvarende grad at lamme eller dræbe noget af denne sin næstes liv. Der findes kun én eneste overtrædelse af livsloven, og det er overtrædelsen af det femte bud: "Du skal ikke dræbe". Det er rigtigt, at vi har lært, at der findes ti bud, men af disse ti handler de ni om de forskellige variationer igennem hvilke man kan overtræde det femte. Ethvert menneske, der på en eller anden måde er med til at nedsætte sin næstes normale livslyst, er med til at føre denne ind i sorg, depression og livslede, er i tilsvarende grad en ødelægger af denne næstes livslyst og dermed af samme næstes livsoplevelse. Men en ødelæggelse af livsoplevelse er mord eller drab. I samme grad som et menneske hader, forfølger og bagtaler, er det i tilsvarende grad en morder. Men er en morder ikke netop det samme som det, Bibelen udtrykker igennem beretningen om Kain. Og hvor mange af alle jordens mennesker kan i dag sige sig fri for at være morder, altså være i en tilstand, hvor det ikke på en eller anden måde har overtrådt næstekærlighedsloven, ikke har forulempet sin næste med sin bitterhed og vrede eller på anden måde generet denne med sin antipati? – Bliver det ikke en meget, meget lille gruppe? – Jo, den bliver så lille, at der kun kan være tale om det absolut fuldkomne menneske, et kristusvæsen eller det væsen, der er blevet et færdigt menneske i Guds billede. Og lever ikke hele denne mangfoldighed af jordens mennesker i en permanent frygt? Forsøger de ikke at flygte fra den sande virkelighed ved nye morderiske handlinger, løgn og bedrag? – Ja, er det ikke sådan, at den samlede menneskeheds livsbasis netop er en dygtiggørelse af evnen til at dræbe? – Hvorfor skaber man atom- og brintbomber og hele den øvrige mangfoldighed i udvikling af mordprocesser, tvungen værnepligt, tvungen militarisme? –