Artikelsamling 1

3.4  Et fundamentalt led i mit arbejde er manifestationen af Livets Bog
Med hensyn til mit arbejde vil det altså være baseret på, uden at nogen derfor behøver at give afkald på deres eventuelle åndelige støtte eller inspirerende kraft fra andre åndscentrer eller visdomskilder, det være sig religioner, sekter, bøger eller blade, at være inspirerende for alle mennesker, i hvem der er tolerance, næstekærlighed, åndelig interesse og længsel efter en højere form for oplevelse af livet samt har talent for forståelse af den ny verdenskultur.
      Som fundamentalt led i dette mit arbejde er manifestationen af "Livets Bog", der igen er det samme som analyserne af verdensaltet, livet og dets love, Guddommen og de levende væsener, i form af en eneste logisk sammenhængende tankerække synliggjort ikke alene for "troen" eller følelsen, men også for forstanden eller fornuften, og som atter garanterer samme bogs identitet som absolut sandhed i kraft af, at nævnte tankerække går op i livets evige og sluttelige generalfacit: "Alt er såre godt". Men af denne bog er som bekendt endnu kun første bind udkommet, idet de efterfølgende bind jo ikke er færdige. Da disse binds manifestation ikke lader sig udføre i løbet af hverken dage eller uger, men kun i løbet af år, har jeg ikke tænkt mig, ligesom jeg heller ikke kan føle det rigtigt, at trække mig tilbage til en skjult ensomhed og overlade alle mine allerede opnåede mange venner og interesserede til en blind og underminerende ventetid, medens jeg fuldfører de kommende bind. Imidlertid vil det være umuligt for mig at hellige mig foredragene, da disse jo kræver rejser, og rejser kræver tid, hvilket igen kun kan betyde sinkelse, ja måske endog en hindring for bogens videre fuldendelse. Naturligvis mener jeg, at jeg, i lighed med hvad jeg plejer, vil kunne afholde nogle enkelte foredrag af og til ved sådanne lejligheder, hvor dette ikke sinker mit arbejde på bogen, men helt gå op i disse kan jeg ikke, før "Livets Bog" er færdigmanifesteret.