29.4 Vort jeg, der er en evig realitet ligesom verdensaltet, må også have analysen "noget som er". Vi har både en skabt og en evig side. Der findes to verdener, den tids- og rumdimensionelle og den evige
Nu har vi jo dermed set, at i dette "noget som er" er der ikke blot bevægelse og bevægelsers kollisioner og reaktioner, men der er også noget, der oplever disse, f.eks. os.
Hvad eller hvem er vi? –
For at komme til klarhed over hvem vi er, da må vi jo erkende, at vi ikke kan være identisk med vor organisme, for den repræsenterer kun bevægelse, ligegyldigt om det er den mindste kirtelfunktion, eller det er en vibration i hjernen, ligesom muskulatur og skelet jo også repræsenterer bevægelse eller vibration.
Vi kan i vort inderste selv eller jeg ikke være identisk med disse bevægelser, som vi ikke blot oplever, men selv kan sætte i gang, hvilket vil sige, at vi kan skabe.
Men når vi ikke hører til bevægelsen, kan vi jo heller ikke måles og vejes.
Vi eksisterer således også uden for tid og rum.
Vi eller vort inderste selv er her hverken ham eller hende, hverken stor eller lille, hverken ond eller god.
Vi har altså her ikke nogen som helst anden analyse, end den selve verdensaltet har, nemlig "noget som er".
Vi ved nu, at det "noget", som er i os, er det, vi kalder vort jeg.
Det kan altså ingen begyndelse eller afslutning have.
Det er en evig realitet ligesom verdensaltet.
Men dette vort jeg er altså hævet over bevægelsen, kan opleve og igangsætte bevægelse i form af skabelse.
Igennem denne skabelse gør det det til en kendsgerning, at det eksisterer.
Og vi ved også, at uden dette jeg i vor organisme er den hjemfalden til opløsning og undergang.
Det levende væsen med sin organisme udgør altså et jeg og en bevægelseskombination, som kan reagere over for bevægelser udefra og selv kan sætte bevægelser i gang.
Vi bliver altså vidne til, at der er et ophav bag bevægelserne, og at disse umuligt kan forme sig i logisk skabelse uden netop dette jegs tilstedeværelse.
Vi udgør hver især en skaber og det skabte, og repræsenterer således to verdener, den tids- og rumdimensionelle og den evige.
Den tids- og rumdimensionelle er vor organisme og vore frembringelser.
Det er vore tilkendegivelser eller åbenbaringen af vort jegs eksistens hinsides denne skabelse.
At vi er et menneske, er kun en midlertidig af vort jeg skabt kombination af stoffet, energierne og bevægelsen, men er absolut ikke os selv.
Men hvad så med verdensaltet?
Det var jo også uendeligt, var uden for tid og rum, var "noget som er".
Tilbage til forsiden
Forrige