28.4 Solopgangen er en slags påskemorgen, der er lysets opstandelse og livets sejr over døden
En solopgang er således ikke nogen lille begivenhed, selv om den er en hverdagsoplevelse.
Den er åbenbaringen af et af livets store fysisk og psykisk regulerende principper.
Den er altid en lysets opstandelse, en livets sejr over døden.
Hver dags solopgang er således i virkeligheden en slags påskemorgen, der lige så godt, som den til kalenderen knyttede påskemorgen, er et symbol eller et realistisk udtryk for den lysende opstandelse, der åbenbarede sig igennem Kristus efter den dødbringende korsfæstelse eller lidelsernes nat på Golgata.
Enhver solopgang er Guddommens levendegørelse af loven for lys og mørke.
Den er en stadfæstelse af lysets placering i forhold til mørket.
Den betinger med denne placering, at der i ethvert Getsemanes mørke kommer til stede en lysets engel, og at der over enhver skæbneregions natsorte tåger opstår en lysende morgen, og at ingen skæbne kan være så mørk og lidelsesfuld, at Gud ikke opstår i den som en lysende morgensol.
Og for dette Guds åsyns strålevæld i det levende væsens triste skæbnenat må alt mørke vige.
Og se!
I denne Guds nærhed er det fra døden og skæbnenatten opstandne væsen, "mennesket i Guds billede", nu selv blevet en livgivende solopgang, der kaster sin lysende og varmende morgenrøde ind i sin næstes triste skæbnenat og her lader en ny dags strålevæld opstå af mørket.
Skrevet som forklaring til forsidebilledet i Kosmos 1954 (4), hvor et fotografi viser solopgangen i Klint en tidlig morgen.
Tilbage til forsiden
Forrige