Artikelsamling 1

27.4  Vort livsfartøj og dettes fuldkomne eller ufuldkomne kurs over livsoceanet
Vort evige jeg er således på rejse hen over et uendeligt livshav. Vort befordringsmiddel eller fartøj på denne store rejse er vor organisme og den heraf følgende mentalitet og opfattelse af livet. Den forestilling, vi har om livet, hvilket vil sige om vore medvæsener, om moral og væremåde, udgør vort fartøjs ror. Hvis vor opfattelse af livet udgør den absolutte sandhed om nævnte liv, er vort fartøj det mest moderne og fuldkomneste, der overhovedet kan eksistere. Med dette kan man overvinde alle hindringer. Men vort fartøj kan også være gammelt og umoderne. Alt efter som vor opfattelse af livet afviger fra den virkelige sandhed, er vort fartøj mangelfuldt og bevirker, at vor sejlads eller befordring er tilsvarende ufuldkommen. Vor organisme og psyke kan blive lemlæstet eller knust ved selv de mindste forhindringer. Alle religiøse bevægelser, sekter og samfund, politiske partier, ja selv forretningssammenslutninger og andre materielle foretagender såvel som ægteskaber og forelskelsesprocesser er hver især i forbindelse med deres ophavs fysiske organisme, disses midlertidige livsfartøj. Og da fartøjer ikke altid er udstyret med de livsvigtige orienteringsinstrumenter, kompas, projektører og radar, bliver livssejladsen eller befordringen fremad ad den rette kurs tilsvarende mangelfuld og afsporet. Den kosmiske rejsende kommer ud af kurs.