25.4 Det dyriske menneske eller løsningen på sfinksens gåde
Vi ser således, at egoismen her er til stede i alle disse former for sympatier.
Denne form for sympatiudløsning har altså ikke noget med den virkelige uselviske og intellektuelle sympati, der er det samme som absolut kærlighed, at gøre.
Den er derimod kun et led i det ufærdige væsens selvopholdelsesdrift.
Det er sådanne selviske eller egoistiske drifter, der kendetegner ren dyrebevidsthed, medens alle de uselviske drifter i mennesket kendetegner mennesket i renkultur.
Det vil altså sige, at det område, der i menneskets mentalitet befordrer egoisme eller selviskhed, er dyrisk, og det område i mentaliteten, der befordrer uselviskhed, er menneskelig.
Ligesom det jordiske menneske kropsligt set er et "pattedyr", således er det også, grundet på det i dets mentalitet fremtrædende dyriske område, et dyr, bevidsthedsmæssigt set.
Det uindviede menneske er således i nogen grad "dyr" og i nogen grad "menneske".
Dets manifestation eller væremåde må derfor også i tilsvarende grad være dyrisk og menneskelig.
Det er dette, der er løsningen på sfinksens gåde.
Tilbage til forsiden
Forrige