21.4 "Det levende" og "det døde"
Adam og Eva var jo i paradisets have, hvor der ikke var "synd", ikke var disharmoni, men hvor løven gik sammen med lammet osv., og Gud talte til Adam og Eva, som menneskene taler til hverandre indbyrdes.
Men så kom nydelsen af kundskabens træ, hvilket vil sige: interessen for "æblet", interessen for materien.
Og væsenet gik så meget op i materien, at det til sidst helt tabte sin kosmiske bevidsthed og blev ét med materien.
Men derved kom det jo til at opfylde den guddommelige forjættelse, der af Guddommen var knyttet til nydelsen af kundskabens træ, nemlig den der er udtrykt i ordene: "Den, der æder af kundskabens træ på godt og ondt, skal dø døden".
Og hvad kan "døden" være andet end dette, at blive ét med materien og samtidig dermed miste sin bevidsthed eller viden om sit evige liv? –
Findes der noget større udtryk for døden? –
At "døden" ikke kan være en total udslettelse er jo en selvfølge, thi i så fald var den jo ikke nogen oplevelse.
Noget, der ikke kan opleves, kan jo umuligt have nogen interesse i den guddommelige verdensplan, rent bortset fra at en absolut tilintetgørelse af det levende væsens jeg er en umulighed, eftersom det i sig selv ikke er bevægelse, ikke er stof, men bare "noget som er", og som har evne til at forbinde sig med materien og igennem denne forbindelse åbenbare sin eksistens eller nærværelse i universet.
At det kan regulere disse forbindelser ved at lade dem være begyndelse og afslutning underkastet betyder jo ikke, at det i sig selv er dødeligt, men derimod at det netop kan bestemme over "døden".
Jeget i det levende væsen udgør som nævnt "det levende", og stoffet eller materien udgør "det døde".
"Det levende" kan altså forbinde sig med "det døde", og derved opstår manifestation, og det kan afbryde denne forbindelse, og manifestationen vil da opløses, men det levende bliver ved med at være "levende", og det "døde" bliver ved med at være "det døde", hvormed jeget atter kan forbinde sig og skabe nye manifestationer.
Materien eller stoffet er således uforgængeligt.
"Noget" kan ikke blive til "intet", ligesom "intet" ikke kan blive til "noget".
Tingenes totalværdi vil evigt være "noget som er".
Tilbage til forsiden
Forrige