Artikelsamling 1

13.4  Kærlighed til mennesker, dyr og planter er ikke nok
Men det betyder naturligvis ikke, at objekterne for denne Deres manglende næstekærlighed har været medmennesker, dyr eller planter. Tværtimod, De har måske endda i særlig udpræget grad talent for udfoldelse af sympati og kærlighed imod disse nævnte former for liv og er dermed, hvad man i daglig tale kalder "et sympatisk, kærligt og godt menneske". De er måske tilmed så langt fremme i denne form for væremåde, at Deres sympati og kærlighed allerede er begyndt at stråle tilbage til Dem fra disse væsener, således at Deres skæbne her kun udviser de allerbedste betingelser for et lykkeligt velvære. Når dette velvære ikke desto mindre forstyrres af en eller anden mere eller mindre ondartet organisk eller legemlig sygdom, og denne forstyrrelse også skyldes manglende næstekærlighed fra Deres side, afsløres der hermed, at De endnu ikke er i fuld kontakt med opfyldelsen af det store kærlighedsbud eller loven for selve livets eksistens eller opretholdelse. Denne disharmoni i Deres skæbne viser os, at dette, at elske sine medmennesker og være god imod dyr og planter, slet ikke er nok til at garantere en total eller fuldkommen lykkelig skæbne, selv om et harmonisk og lykkeligt forhold imellem Dem selv og disse Deres medvæsener naturligvis er et overordentlig stort gode og til tider måske endog kan forekomme at være selve kulminationen af lykke.