41.38 Det færdige menneske i Guds billede og himmeriges rige
Igennem denne mørke karma vokser væsenets alkærlighed til kulmination, og væsenet bliver dermed til det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Det er dobbeltpolet i renkultur og kan elske sin næste, som det elsker sig selv, og dermed opfylde livsloven totalt.
Fra at være et væsen, der levede i mørket og kun kunne opretholde sin passage igennem denne dræbende verden i kraft af Guds ånd i form af den højeste ild i parringsakten med et væsen af modsat køn, men ellers var i krig og fjendskab med alle, er det nu i sin færdige tilstand som mennesket i Guds billede efter hans lignelse et væsen, befriet fra reinkarnationens fødsel og død.
Det kan frivilligt igennem materialisation og dematerialisation alt efter behag åbenbare sig på det fysiske plan i situationer, hvor det er Guds taleorgan til væsener i nød.
Det kan tale igennem tornebuskens ild, og det kan tale igennem lyset på vejen til Damaskus.
Det kan være Guds redskab som verdensgenløser for en klodes menneskehed, ligesom det kan have andre store kosmiske missioner som ét med den store organstruktur, der udgør Guds primære bevidsthed, der er Guds hovedorgan for alle levende væsener i mellemkosmos.
Det er selve Guds organ for hele menneskehedens styrelse og ledelse i dens vandring igennem mørket til Guds evige lysvæld i de højeste kosmiske eller åndelige verdener.
Her funkler og stråler alkærligheden som Guds evige lys i form af "den højeste ild" fra væsen til væsen som et møde med Gud og gør enhver berøring med sin næste til en kulminerende eller højeste fornemmelse af behag, velvære og salighed.
Og Guds skabelse af mennesket i sit billede er hermed sket fyldest.
Vi er i det rige, som igennem alle tider er bebudet det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.
Vi er i himmeriges rige.
Fra et foredrag på Martinus Institut, mandag den 13. oktober 1969.
Første gang bragt i Kosmos 1969 (22-25).
Tilbage til forsiden
Forrige