14.38 D-kritikkens indignation, uvidenskabelige påstande og bagtalelse
Hvad et sådant væsen vil mene om "Livets Bog" og de igennem denne afslørede intellektuelle analyser af de evige facitter, vil altså mere være afhængig af, i hvor høj grad den er i det nævnte væsens følelsesbetonede religiøse indstillings favør, end om den er i overensstemmelse med absolut sandhed eller intellektualitet.
Er nævnte bogs indhold ikke i særlig grad beskyttende eller udgørende et forsvar for nævnte væsens særlige følelsesbetonede indstilling til de evige fakta, bliver den genstand for forfølgelse, medens den i modsat fald bliver overdreven accepteret, selv om den var aldrig så ulogisk.
At ovennævnte er rigtigt, ses på den kritik, der kommer fra sådanne væsener.
Den vil aldrig vise sig at være virkelig saglig, men er derimod mere udgørende udtryk for indignation rettet imod de særlige analyser i nævnte bog, der kolliderer med det her nævnte væsens særlige opfattelse.
Disse analyser hævdes således undertiden, uden nogen som helst videnskabelig begrundelse, at være udtryk for "luciferiske" og "ahrimanske" kræfter eller på anden måde at repræsentere vildledende, mørke magter.
Hvis der endelig er en motivering, er den næsten altid kun udgørende dette, at den eller den af den kritiserendes favoritlærere har doceret problemerne på en anden måde.
Det er således ikke videnskabelige eller konkrete analyser, der er disse væseners våben.
Og der, hvor deres uvidenskabelige påstande ikke kan gøre udslaget, rettes kritikken i værste tilfælde imod selve de nævnte analysers ophav.
Bagtalelse eller alskens uvederhæftigheder, der kan mistænkeliggøre dette, lanceres nu til højre og venstre for om muligt ad denne vej at få standset eller svækket dettes formentlige sorte manifestationer.
Ord som "charlatan", "svindler" eller "bedrager" er det særlige kasteskyts, hvormed man ynder at stene fremmede religiøse bevægelsers ophav og deres medarbejdere.
Da førstnævnte væsener, som det også fremgår af vor tidligere beskrivelse, grundet på deres store følelsesbetonede tilstand, også er både forfængelige og ærgerrige, vil spørgsmålet om bevarelsen af deres egen sekts fysiske position og anseelse også være en stor afgørende faktor i deres bedømmelse.
Enhver anden bevægelses vinden terræn i fysisk position og popularitet som en faretruende medbejler til publikums gunst er også af en stærk fremtrædende mørk indflydelse på disse væseners holdning over for en sådan voksende ny religiøs indstilling.
Som vi her har set, er disse i alt for høj grad følelsesbetonede væsener således ude af stand til at give en saglig bedømmelse af nævnte ny indstilling.
Deres eget selvs rent personlige velvære, position og anseelse er endnu i en alt for høj grad knyttet til deres særlige religiøse sekts struktur og position, således at samme velvære for dem synes at stå og falde med nævnte sekts væren og ikke-væren.
Virkelig højintellektualitet er endnu ikke nogen afgørende faktor i disse væseners bedømmelsesevne.
Enhver form for kritik fra sådanne væsener vil derfor næsten altid afspejle sig som en ren indignation imod udviklingen af religiøse institutioner og bevægelser, der kan være en faretruende krænkelse af deres egen personlige religiøse position, ganske uafhængig af, hvor intellektuelt berettiget og underbygget de nævnte institutioners og bevægelsers mentale og fysiske fundament så end måtte være.
Det er en sådan kritik af mit åndsarbejde, vi udtrykker som "D-kritikken".
Overalt, hvor et åndeligt arbejde bliver kritiseret eller angrebet ved hjælp af indignation, bagtalelse eller uintellektuelle følelsesmæssige begrundelser eller en ren og skær personlig forfølgelse af anderledes tænkende væsener vil det altså være denne uintellektuelle kritik, der gør sig gældende.
Men når bagtalelsen ikke har nogen realistisk begrundelse i virkeligheden, og kritikken af vor åndelige indstilling kun er en uintellektuel, følelsesbetonet udløsning af et væsens indignation, vil den være ganske uden indflydelse over for alt, hvad der virkelig er af sandhed.
At gengælde sådanne væseners mentale forfølgelse med en ny indignation vil kun afsløre, at man selv er en udpræget "D-kritiker".
Thi enhver form for indignation er en følelsesbetonet udløsning, der urokkelig afslører sit ophav som uintellektuelt.
Tilbage til forsiden
Forrige