41.37 Djævlemennesketilstanden
Men denne sympati gjaldt jo kun parringspartneren, væsenet af modsat køn og afkommet.
Men denne sympati var jo ikke alkærlighed.
Ved den kunne væsenet ikke blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse.
Her krævedes der virkelig kærlighed, en kærlighed der var totalt uselvisk, en kærlighed med hvilken man kunne elske sin næste, hvilket vil sige alle væsener, man kommer i berøring med.
Men da den kærlighed kun kan blive til talent i væsenet i kraft af virkningerne af de lidelser, det har påført andre væsener, var det således en urokkelig betingelse, at det måtte igennem livets kulminerende mørkezone for at få udviklet alkærlighedsevnen.
Men for at komme igennem dette mørke var, som vi har berørt, Guds lysende og livsbefordrende ånd ligeledes en urokkelig betingelse.
Og denne betingelse opfyldtes altså igennem væsenernes parring og parringsakt.
Men efterhånden som næstekærligheden udviklede sig, ville parringssympatien blive mere og mere overflødig.
Alkærligheden ville med tiden blive den altoverstrålende eller altbeherskende.
Det blev derfor nødvendigt, at væsenerne blev befriet fra deres enpolethed, så de også kunne elske væsener af deres eget køn.
Og væsenerne blev, efterhånden som alkærligheden udviklede sig i væsenet, mere og mere dobbeltpolede.
Og med dobbeltpoletheden begyndte den menneskelige begavelse mere og mere at gøre sig gældende.
Denne begavelse voksede stærkere end alkærligheden.
Væsenet kom derved til at opleve en epoke, i hvilken det havde menneskelig begavelse, men var endnu et mere eller mindre ukærligt væsen, det fik djævlebevidsthed.
Det fik derved lejlighed til at udfolde et lidelsesområde, der var langt større end dyrenes.
Derfor kunne det også få en mørk karma, der var tilsvarende mere mørk end dyrenes.
Det er i denne tilstand, at det ufærdige menneske udtrykkes som "djævlemenneske".
Tilbage til forsiden
Forrige