41.36 Hvorfor det ikke var godt for Adam at være ene
Vi har hermed fået et lille indblik i den guddommelige livsproces, der udtrykkes som "Guds skabelse af mennesket i sit billede efter sin lignelse".
Vi har set, at ægteskabet og parringsakten kun var noget midlertidigt, noget sekundært i forhold til det virkelige, primære liv, som det er en forberedelse til.
For at blive udviklet til at kunne opleve livet i de allerhøjeste lysets verdener hinsides al fysisk tilværelse må menneskene først gennemleve livet i det dybeste mørke, et mørke hvor der overhovedet ikke eksisterer alkærlighed, et mørke der derfor er hjemstedet for hadets og fjendskabets kulmination, en sfære eller zone, hvor livsbetingelsen er at dræbe for at leve.
Men vi har her set, at Gud har skabt betingelser for, at væsenet ikke skal gå alene eller ensom igennem dette mørke.
Han sagde ifølge Bibelen: Det er ikke godt, at mennesket er ene, jeg vil gøre ham en medhjælp, som skal være hos ham (1 Mos. 2,18).
Og med "Evas skabelse", hvilket vil sige væsenernes forvandling til enpolethed, kunne to væsener af modsat køn igennem parring og parringsakten gensidigt gennem hinanden modtage Guds lysende og varmende ånd som en kulminerende altoverstrålende højeste behagsfornemmelse.
Midt i en kulminerende mørkets verden, hvor alkærligheden ikke eksisterer, og livsbetingelsen er at dræbe for at leve, oplever de således en stråle fra Guds ånds evige lysregion hinsides al jordisk gråd og tænders gnidsel, en lysstråle fra en verden, hvor der hverken er dødsjammer, skrig eller pine.
Midt i dyreriget og djævlesfærens domæne, midt i en verden af fjendtlige væsener blev "den højeste ild" i deres kønslige samhørighed til et lysets tempel, hvor de fik livslyst, styrke og kraft til at fortsætte livsvandringen på den dræbende, tornefyldte vej fra dyreriget til menneskeriget, fra djævlevæsen til gudemenneske i Guds billede efter hans lignelse.
Det var således godt, at væsenet ikke var ene på sin vej igennem dette mørke.
Hvordan skulle det være kommet igennem dette uden den højeste ild: Guds ånd i parringsakten?
Som vi har set, er ægteskabet ikke det endelige guddommelige mål med det levende væsen.
Det fremtrædende hankønsvæsen i renkultur og ligeledes det fremtrædende hunkønsvæsen i renkultur kan kun eksistere som dyr i renkultur.
Denne struktur fik det med enpoletheden eller Evas skabelse.
Dermed blev det prædestineret til at være et mørkets væsen, være et dræbende væsen.
Men samtidig var det ligeledes igennem sin enpolethed blevet formet til at kunne modtage Guds stimulerende og livgivende ånd eller "den højeste ild" igennem parringsakten med et væsen af modsat køn.
Da der ikke eksisterede nogen som helst alkærlighed her i denne mørkets zone, var parringssympatien således det absolut eneste lys.
Tilbage til forsiden
Forrige