8.3 Det højintellektuelle menneske
Som vi her har set, kan intelligens alene eller følelse alene ikke åbne adgangen til at "se Gud", hvilket igen jo vil sige: den rigtige opfattelse eller erkendelse af de evige fakta.
Der skal altså en hel anden bevidsthedssammensætning til.
Og vi kommer her til en tredje slags individer, nemlig individer, der har et af en så tilpasset logisk sans eller klar intelligens reguleret eller behersket erfaringsmateriale på følelsesområdet, at de i kraft heraf i deres egen bevidsthed kan fornemme andre væseners liv og tilstand, deres sorg og glæde, deres lidelse og ulykke.
Væsener, der i fremragende grad er nået frem til denne tilstand, der igen i sin kulmination er det samme som den absolutte lykkes urokkelige basis, nemlig "alkærligheden", kan jo ikke manifestere en tanke, handling eller bevægelse, uden at de samtidig fornemmer dennes virkning på deres omgivelser.
De fornemmer således, at dette at gøre ondt mod andre levende væsener gør ondt i dem selv, og kan derfor i samme grad som denne fornemmelse gør sig gældende, ikke gøre ondt mod nogen.
De kan ikke dræbe, idet de i alt for høj grad føler dolken i deres eget bryst.
De hjælper selv det mindste lille dyr eller væsen ud af en eventuel livsfare med samme respekt, glæde og kærlighed, som var det et barn af deres egen race.
De er blevet ligesom en åbenbaring af Gud, "skabt i hans billede efter hans lignelse".
Sådanne individer har altså evne til at føle eller fornemme vibrationer på områder, hvor det store flertal af jordens mennesker endnu er mere eller mindre ufølsomme og derfor i tilsvarende grad i de samme områder endnu er sovende væsener.
Disse førstnævnte væsener oplever således, i kraft af denne deres udviklede føleevne og tilsvarende sans for logik, dagligt erfaringer på områder, hvor de andre væsener endnu som sagt er mere eller mindre sovende, og bliver derfor også øvet i at ræsonnere eller drage slutninger, over for hvilke flertallet af de jordbundne grove materialistiske væsener, som følge af deres endnu primitive føle- og tænkemåde på overfysiske områder, må stå ganske uforstående, ja ganske uafhængigt af, hvor meget de så end måtte være at erkende som videnskabsmænd på de rent fysiske felter.
Og det er netop i henhold hertil, at vi bliver nødsaget til at må erkende de førstnævnte væsener som de retmæssige "højintellektuelle".
Tilbage til forsiden
Forrige