Artikelsamling 1

42.3  Materiens lovbundethed, reaktionsevner og stofarter
Hvis ikke jegets jongleren med materien var underkastet en sådan lov, ville al livsoplevelse være en absolut total umulighed. Hvordan skulle væsenet lære at skabe, hvis ikke materien var lovbundet i særlige kræfter, der kunne reagere og markere, når vi handler forkert, og når vi handler rigtigt? – Al materie eller stof er en kombination af forskellige kraftarter, der kan reagere hver på sin måde over for hverandre indbyrdes. Disse materiens kraftarter kender vi som ild, vand, jord, luft, olie, kul, guld, sølv og andre metaller og stoffer i det uendelige. Materien udgør således et ocean af kraftarter omkring det levende væsen. Ved hjælp af disse kraftarter og sin egen udfoldelse af kraft er det i stand til at skabe sin livsoplevelse.
      Om livsoplevelsen skal blive ond eller god er som nævnt afhængig af, hvor fuldkommen eller begavet væsenet er til at kende stoffernes virkemåde og i kraft heraf sætte disse sammen i en fuldkommen harmoni. Disse materiens reaktionsevner sætter altså det levende væsen i stand til at skabe, til at manifestere og dermed til at opleve. Man forstår således her, hvorfor materien er underkastet denne reaktionslov. Hvordan skulle menneskene ellers kunne jonglere med ild, vand, mælk, salt, olie, jern, kobber, guld og sølv og andre metaller, væsker og stoffer. Hvordan skulle de levende væseners organismer blive til, væsenernes føde blive til, materialet for deres skabeevne blive til, hvis ikke materien var identisk med kraft og derved kunne reagere til fordel for væsenernes skabeevne, tænkeevne og vilje? – Uden materiernes eller stoffernes reaktionsevne ville al bevidsthedsskabelse og dermed livsoplevelse være en total umulighed.