39.3 Mellemkosmos
Denne makrokosmiske og mikrokosmiske livsordning af de levende væsener udgør således et livsbetingende fundament for ethvert levende væsens manifestation og oplevelse af liv.
Hvordan skulle vi kunne have en så fuldkommen organisme, et så fuldkomment redskab for manifestation og oplevelse af liv, som tilfældet er, hvis ikke dette redskab bestod af levende væsener? –
Hvordan skulle vi i det hele taget kunne manifestere og opleve livet, hvis ikke vort makrovæsen eksisterede og var et levende væsen? –
Men hvad er så vi? –
Vi udgør hver især ikke blot et mikrovæsen i vort eget makrovæsen, ligesom vi hver især heller ikke blot udgør et makrovæsen for vore egne mikrovæsener.
Vi udgør også hver især et væsen, der udgør en mellemting mellem mikrokosmos og makrokosmos.
Som vi har set, er vi livsbetingende forbundet med makrokosmos opad i det store og med mikrokosmos nedad i det små.
Vi udgør således foruden de nævnte to kosmos også et tredje kosmos.
Dette har vi udtrykt som – "mellemkosmos".
Vi ser her, hvor højintellektuelt, retfærdigt, kærligt og dermed guddommeligt de levende væseners kosmiske livsordning i verdensaltet er funderet.
For overhovedet at kunne manifestere og opleve liv, må de levende væsener i lige grad gensidigt tjene hverandre.
For at kunne manifestere og opleve liv er der givet dem en makrokosmisk organisme og dermed et univers eller en verden at leve, røres og være i.
Men til gengæld må deres egen organisme igen på samme måde være makrokosmos for mikrovæsener.
Og ligesom de får mikrovæsener i deres egen organisme, således må de selv være mikrovæsener i deres makrovæsens organisme.
Så viseligt er verdensaltets struktur sammensat, at de levende væsener, for at blive det samme, må yde det samme.
For at få betingelser for livsoplevelse og skabelse, må de i deres organisme yde mikrovæsenerne betingelser for livsoplevelse og skabelse.
Tilbage til forsiden
Forrige