32.3 Livet udvikler sig fra primitivitet til fuldkommenhed
Vi må se på livet, som det har formet sig.
Ser vi tilbage på livet i det store udviklingsperspektiv, ser vi, at livet har udviklet sig fra en primitiv til en mere fuldkommen tilstand.
Først var jorden et ildocean, derefter blev den afkølet.
Den var en eneste stor vulkanørken.
Intet liv kunne endnu leve på det fysiske plan.
Efterhånden blev der mulighed for plantevækst og dernæst for dyrenes fremkomst på jorden.
Og ud af dyreriget voksede mennesket.
Og mennesket er også i stadig udvikling.
Ser vi på denne udvikling, har den altså ført livet frem til fuldkomnere og mere komplicerede livsformer.
Det kan allerede ses, at målet for denne udvikling er at fuldkommengøre livet for det levende væsen.
Det er altså et og det samme væsen, der har udviklet sig igennem mineral-, plante- og dyreriget frem til det nu begyndende menneskerige.
Da udviklingen således fortsætter, bliver det altså til kendsgerning, at intet endnu er færdigt eller fuldkomment i denne livsforbedringsproces.
Menneskene er altså de væsener, der er nået længst frem i forbedringen eller fuldkommengørelsen af livsoplevelsen eller tilværelsen.
Men de er ikke endnu blevet færdige væsener.
Dette er altså udviklingens eller livets egen tale, dets eget udsagn om tilværelsen og mennesket.
Hvad er der da tilbage i det menneskelige væsen for naturen at fuldkommengøre? –
Ja, hvad er der i den menneskelige tilværelse, der er generende for væsenet i dets daglige tilværelse? –
Er det ikke netop det, det kalder "det onde".
Og dette onde er i sin værste form det, der fremkalder fjendskab imellem menneskene.
Dette, at der kan opstå fjendskab imellem menneskene, er altså i virkeligheden det, der er tilbage for udviklingen at få bortfjernet fra den menneskelige tilværelse.
Når der ikke mere kan opstå fjendskab imellem menneskene, har udviklingen nået sin missions afslutning.
Da fremtræder mennesket i Guds billede.
Tilbage til forsiden
Forrige