29.3 Verdensaltet er uendeligt i både tid og rum, det kan ikke måles eller vejes. "Noget", der er uden for tid og rum, har kun én eneste analyse, nemlig "noget som er"
For at finde frem til selve livsmysteriets løsning må man således ud af den materialistiske videnskabs blindgade.
Dette er ikke sagt som en forklejnelse af den materialistiske videnskab, men nærmest som et forsvar for denne.
For den løser jo med stor genialitet de felter i livsmystikken, som den er beregnet på og har evne til.
At forlange, at den skal løse problemer og gåder af en helt anden natur end mål, vægt, volumen, form og farve, er det samme som at forlange, at den skal være ekspert i at give oplysning om ting og foreteelser, der tilhører en helt anden virkelighed end den, der kan vejes og måles.
Hvad er det så for en anden virkelighed? –
Det er den virkelighed, man kommer til, når man forstår, at verdensaltet er uendeligt både i tid og rum, og at dets fremtræden derfor ikke er tilgængelig for nogen som helst måling og vejning.
Det kan derfor ikke have noget som helst tids- og rumdimensionelt facit.
Ikke desto mindre er vi trods dette nødsaget til at erkende, at det eksisterer.
Vi står altså her over for noget, der eksisterer uden for tid og rum.
Vi har her det første møde med en virkelighed af en anden natur end den virkelighed, vi kan måle og veje.
Da dette "noget" her er uden for tid og rum, har det kun én eneste analyse, nemlig den at det kun udgør "noget som er".
Og her er vi altså kommet til en fast realitet, vi ikke kan tage væk.
Vi kan oven i købet begynde at opdage noget mere ved denne realitet, som heller ikke hører med til tid og rum.
Vi ved, at i dette "noget" foregår al skabelse, al bevægelse, ligesom vi ved, at det udelukkende er denne bevægelse eller skabelse, der virker på vore sanser.
Det, vi oplever, er således ikke det "noget som er", men noget, der befinder sig i dette "noget".
I kraft af at der er bevægelse, kan det reagere på sanserne, som også er bevægelse, og der opstår det, vi kalder livets oplevelse.
Livets oplevelse er således i virkeligheden kun en række sammenstød eller kollisioner mellem vore sansers energi og omgivelsernes energi.
Da bevægelserne er af forskellig hastighed og styrke, bliver kollisionerne ligeledes af forskellig styrke.
Det er disse forskelligartede kollisioner, vi igennem sanserne oplever, og som bliver til vore sorger og glæder, til vor sundhed og sygdom, til vor fred og ufred med vore omgivelser.
I visse tilfælde virker disse sansekollisioner som fast stof, i andre som flydende, luftformige og stråleformige stoffer.
Og vi får således begreb om stoffer og materier, ligesom vi selv kan jonglere med disse stoffer og materier.
Denne jongleren kalder vi at skabe.
Tilbage til forsiden
Forrige