Artikelsamling 1

26.3  Mennesket myrder og dræber ikke blot med dolke, kanoner og atombomber
Dette at myrde er således ikke blot det direkte at dræbe et andet menneske. Det er også at myrde, når man underminerer andre menneskers livslykke og gør tilværelsen meget besværlig for dem. Vi ser således her, at menneskene endnu i stor stil er mordere. Menneskene myrder og dræber ikke alene med dolke, kanoner og bomber, men de myrder og dræber også med ord, tanker og mimik i deres daglige væremåde og bliver derved farlige for deres omgivelser. Menneskene ved, at mange dyr er farlige, såsom de store rovdyr og giftslanger, men de tænker ikke over, at de selv i deres daglige væremåde i mange situationer er endnu mere farlige eller dræbende for deres omgivelser eller medvæsener end dyrene, thi de dræber i stor udstrækning deres egen art. Medens dyrene fortrinsvis kun dræber fremmede arter og racer, dræber menneskene i stort omfang deres egen race eller art. Derfor er menneskenes liv det farligste eller mest forfulgte, der findes. Menneskene viger ikke tilbage for at underminere og nedsætte andre menneskers glæde ved livet, når de derved kan tilrane sig disse andre væseners fordele og goder. Det er ingen overdrivelse, når den menneskelige situation af i dag udtrykkes som "alles krig imod alle".