21.3 "Kosmiske lig"
Når væsenerne indlader sig i krig, hidsige diskussioner og kampe, er det kun "dødens" kendemærker, de her åbenbarer.
Når de forfølger hverandre og optræder som selvbestaltet retfærdighed og skal "udrense" her og der, er det ligeledes en total blottelse af deres identitet som "kosmiske lig".
Men det er naturligvis nødsaget til at være sådan.
Lige børn leger bedst.
Og derfor må de "døde" behandle de "døde", så længe de ikke kan forstå noget andet.
Er der da noget andet?
Ja, der er det før omtalte jeg, som man umuligt kan identificere som stof, idet det altid viser sig at være et "noget", der igennem vilje dikterer stoffet.
Da dette "noget" ikke er stof og ikke er skabt, men i sig selv udgør "skaberen", kan det ikke have begyndt og vil aldrig nogen sinde kunne få nogen afslutning.
Men så vil det jo i virkeligheden være i besiddelse af en evig tilværelse.
Men når det er i besiddelse af en sådan tilværelse, må det da også kunne hæve sig op til at være ét med denne evighed.
Og det er jo netop dette, det kan.
Men for at kunne det, må det naturligvis opfylde de betingelser, igennem hvilke det kan løfte sig op til dette sit virkelige niveau over tiden og rummet.
Hvad er da disse betingelser?
Ja, hvad var betingelserne for at komme til at miste denne sin tilværelse?
Engang har væsenet jo været i lyset og ejet den "kosmiske bevidsthedstilstand", der lod det være "ét med evigheden".
Tilbage til forsiden
Forrige