Artikelsamling 1

2.3  En ny åndelig oplysning, der ikke er baseret på tro, men på viden
Da mit arbejde således udgør en åndelig vejviser, vil individets interesse for denne være desto mere fremragende i samme grad, som det erkender sig ukendt med vejen, det skal vandre, medens det modsatte jo er tilfældet i samme grad, som det erkender sig tilfreds med sin egen viden, eller i forvejen mener at kende den omtalte vej, eller får den anvist fra en anden for sig mere passende bevidsthedszone. Og dette er jo en ganske naturlig sag. Der er ikke andet hertil at sige end dette, at enhver naturligvis skal søge sine åndelige oplysninger der, hvor disse er af en sådan natur, at de har den største inspirationsmagt over vedkommende, og derfor kun kan være den for ham eller hende højeste stimulerende basis for udviklingen af det gode og ophøjede i samme væsens indre. Der alene er ethvert væsens rette plads i tilværelsen. Om de nævnte oplysninger af andre væsener bliver erkendt for at være naive, overtroiske eller fantastiske, om individet er buddhist, muhamedaner, jøde eller kristen osv. er ganske underordnet. Hovedsagen er kun, at det netop slutter sig til der, hvor de åndelige oplysninger er af en sådan natur, at de har den førnævnte indflydelse på dets daglige liv og bevidsthed.
      Som jeg nævnte før, er mit arbejde tilrettelagt for væsener, der ikke har noget åndeligt holdepunkt, eller for virkeligt søgende væsener, hvilket vil sige individer, for hvem åndelig oplysning er af en så vigtig natur, at de har lyst, mod og energi nok til at kunne overvinde de eventuelle anstrengelser, det koster at blive fortrolig med en højere form for viden og den deraf følgende udvidelse af sit daglige livs horisont og bevidsthed.
      Da den form for oplysning, som ud fra den ny verdensimpuls bliver afsløret, i større grad gør livets højeste forskrifter og idealer til viden end til tro, hvilket altså vil være ensbetydende med, at den viser livets største love, principper og grundrealiteter i detaljer, vil man kunne forstå, at denne impuls er noget, man ikke bliver fortrolig med ved at høre et enkelt foredrag, ja kan måske endog ved et sådant misforstå sagen helt.