19.3 Et præsteskab der velsigner våben, sabotage og frihedskæmpere
Det nytter således ikke at camouflere sin undertrykkelsestrang, skadefryd, hævngerrighed og magtbegær med begreberne "retfærdig harme", "hellig vrede" eller "retfærdig straf".
Denne camouflage er, selv med kirkens og præsternes medhold og velsignelse, alt for let gennemskuelig for den kosmiske livsindstilling, som store dele af jordens menneskehed nu begynder at være modne for og allerede iler stærkt i møde.
Er det ikke netop denne kosmiske indstilling eller evne til på anelses- eller følelsesmæssig måde at fornemme en større eller mindre afsky for krigens og hævnens metoder, der har svækket tilliden til den overleverede "kristendoms" kirkevæsen og præsteskab og afstedkommer de mange tomme stole under de autoriserede gudstjenester? –
Ser det ikke ud til, at præstekaldet i mange tilfælde ikke mere er et "helligt kald", hvilket vil sige: et kald, der står højt hævet over alle partier og dermed over enhver krigs to parter, "forsvareren" såvel som "angriberen"? –
Er præstekaldet ikke i mange tilfælde blevet en blot og bar tilfældig levevej? –
Har det store verdensdrama ikke netop vist os præster, hvis rette hylde egentlig var på krigerens plads? –
Har der ikke været præster, der forlod deres høje guddommelige kald for at svinge sabotagens dødbringende fakkel over "fjenden"? –
Ja, det er ikke for at udløse angreb eller indignation af nogen art over disse personer.
Deres handlemåde er jo rent jordmenneskeligt set en heltegerning, og som sådan vil den blive fejret.
De har jo på deres vis vovet livet i troen på "retfærdighed".
De har sat deres liv på spil og dermed ment at skabe frihed for dem selv og næsten.
Det er noget, man ikke kan tage fra dem.
Men de satte ikke deres liv i vove ved at "vende den højre kind til", hvilket absolut hører det virkelige hellige præstekalds sande udøvere til.
De satte det derimod i vove for at myrde eller lemlæste "fjenden" eller i det mindste for på enhver anden tænkelig måde at skade ham.
Men det viser os jo netop, at sådanne "præster" ikke er "præster", men derimod i en nok så høj grad hører "krigerens" eller "soldatens" domæne til.
Og jo dygtigere, de er til at sabotere, til at myrde og lemlæste "fjendens" mennesker og ødelægge hans materiel, desto større heltemæssige "krigere" eller "soldater", må disse "præster" erkendes at være.
Og her er deres rette hylde, deres virkelige normale og berettigede plads i deres stats eller nations tjeneste, så længe de dyriske anlæg i menneskeheden endnu er så stærke og farlige for al spirende kultur, sand humanitet eller næstekærlighed, at de til en vis grad endnu kun kan holdes nede med den samme rå og brutale, dræbende magt, der netop er de dyriske anlægs særkende.
Men som "præster" inden for den virkelige eller absolutte "kristendom" er disse væsener en misforståelse.
Det væsen, på hvem den "kristne kirke" er funderet, sagde jo til sin egen discipel: "Stik dit sværd igen i skeden, thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd".
For at være en trofast discipel af dette væsen og dermed udgørende "en sand kristen", må man vel opfylde dette hans ønske.
Og den, der bliver autoriseret som "præst" inden for "kristendommen" og ligefrem skal være lærer og underviser i "kristendom" for ikke at sige "sjælesørger", kan da umuligt udgøre en undtagelse herfra.
En præst, der hemmeligt eller skjult, ja måske endog under sin præstekjole, bærer mordvåben, revolver eller bomber og i sin hjerne kun rummer tanker eller ønsker om sønderknuselse af den formentlige "fjende", hvilket i virkeligheden vil sige: hans "næste", kan umuligt være nogen særlig overbevisende autoritet i absolut næstekærlighed.
Dette gælder naturligvis også de præster, der har valgt at svinge krigens dræbende fakkel i landsforræderiets favør.
Hvis alle næstekærlighedens repræsentanter var udstyret med sindelag som disse præster, ville der aldrig nogen sinde kunne opstå "en virkelig fred" i verden, thi da måtte verden endnu udelukkende kun være befolket med glimrende "krigere", vældige sværdets mænd, værdige repræsentanter for den rå brutale magtoverlegenhed, det dyriske livsprincip: "den stærkeres ret" eller "magt for ret", "kristendommens" og dermed kulturens, humanitetens eller næstekærlighedens totale modsætning.
Tilbage til forsiden
Forrige