16.3 Langfredagsprincippet
Det næste princip i påskemysteriet udtrykkes som "langfredagsprincippet".
Dette udtrykkes i Bibelen som beretningen om Jesu fremførelse for den øverste dommer i Palæstina, Pontius Pilatus, samt hans hudstrygning, hans guddommelige udtalelser, lidelser og død på korset.
Hvad udtrykker nu disse begivenheder.
Ja, udgør de ikke netop i princip selve døden og den ydre staffage, der altid eksisterer omkring døden? –
Ethvert jordmenneske skal jo gennemleve den proces, vi udtrykker som "døden".
Og er det ikke således, at ethvert jordmenneske, som begynder at fornemme døden nærme sig, bliver angst, begynder at føle sig stedet for den højeste dommer og igennem denne fornemmelse kan opleve allehånde former for rædsler.
Og er det ikke netop disse rædsler, der tilsammen er begyndelsen til den såkaldte "skærsild".
Er der ikke netop mange jordmennesker, der her oplever en eller anden form for "korsfæstelse"? –
Ja, der er endog dem, der på grund af en meget dårlig samvittighed ligefrem fornemmer sig i "helvedes brændende ild" og i denne deres kvide råber til Forsynet eller verdensgenløseren om frelse eller befrielse, ligesom der også er dem, der befinder sig lykkelige, tilgivende alt og alle og opgivende sin ånd i den største og inderligste tillid til den evige Guddom.
Og er det ikke netop disse omkring dødsprocessen forekommende detaljer, der symbolsk kan udtrykkes i selve verdensgenløserens dødspanorama? –
Er tornekroningen, hudstrygningen, mængdens hån og spot plus selve fastnaglingen til og døden på korset ikke et værdigt udtryk for "skærsilden" eller "helvede"? –
Er fornemmelsen af at være borte fra Gud ikke her fremtrædende i kulmination? –
Råber verdensgenløseren ikke netop bekræftelsen herpå ud igennem de kendte ord: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig"? –
Men ser vi ikke frelsen eller saligheden symboliseret i verdensgenløserens dødsscene? –
Havde han ikke netop midt i forhånelsen og fornedrelsen, da han stod over for Pilatus og mængden, i sig bevidstheden om at være en "konge", selv om hans rige "ikke var af denne verden"? –
Følte han ikke sin livsgerning, sin mission som fuldbragt.
Og tog han ikke alle sine fjender til sit hjerte i udbruddet: "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".
Og ser vi ikke en grænseløs tillid til Forsynet i de sidste svage suk fra hans døende læber: "Fader!
I dine hænder befaler jeg min ånd"? –
Kan man tænke sig en større symbolisering af modsætningen til "helvede"? –
At føle sig indhyllet i en kongeværdighed, at føle sin livsgerning fuldbragt, at omslutte sine bødler eller plageånder med sin kærligheds dybeste og inderligste attrå, samtidig med at man i kulminationen af tryghed overgiver sin ånd i Guds varetægt, kan da kun være kulminationen af idealet for et væsens møde med døden eller dets tilbagevenden til Gud.
Tilbage til forsiden
Forrige