Artikelsamling 1

15.3  Man må blive en kapacitet i både fysisk og åndelig oplevelse
Vejen til fuldkommenhed går altså kun igennem disse nævnte to forskerstadier eller oplevelsesformer. De er lige nødvendige begge to. Man vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne opnå fuldkommenhed ved en blot og bar åndelig tilværelse eller kunnen, lige så lidt som man vil kunne nå den samme forklarede eller forherligede tilstand ved en blot og bar fysisk fremtræden eller kapacitet. Livet i sin helhed består i lige grad af fysiske eller materielle og åndelige detaljer. Det bliver derved indlysende, at man for at kunne opleve livet i sin fulde helhed må være kapacitet i fysiske såvel som i åndelige oplevelser. Ved kun at være kapacitet i den ene oplevelsesform, vil den anden oplevelsesform og dermed selve livet jo stadig være et uløst mysterium og den heraf følgende sult hos forskeren eller sandhedssøgeren utilfredsstillet. Og med en sult, for hvilken der ingen tilfredsstillelse eller mættelse eksisterer, vil enhver oplevelse af fuldkommen harmoni og salighed og dermed det fuldkomne liv være en umulighed. Den fuldkomne tilværelse eller oplevelse af livet bæres således udelukkende af, at man til en vis grad er blevet en kapacitet både i fysisk og åndelig oplevelse.