18.29 Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente
Denne "Bibelens" mission bekræfter sig yderligere igennem den omstændighed, at den fremtræder i dag for os i form af to fundamentale afsnit: "Det Gamle Testamente" og "Det Nye Testamente".
"Det Gamle Testamente" viser den tilværelse, et folk får, der udløser egoismens kulmination i form af nationaldyrkelse og tro på sig selv som et "udvalgt folk", der har ret til frit og ustraffet at kunne leve højt på andre menneskers bekostning.
Vi ser således, at dette folk igennem årtusinder måtte leve i landflygtighed, forfulgt og stræbt efter livet af andre nationer eller de folk, det ellers ser ned på som "hedninger".
Vi ser i dette folks skæbne, hvorledes det går, når man lever i helligholdelsen af loven: "øje for øje og tand for tand".
Men vi ser også, hvorledes det netop i kraft af dette folks mørke skæbnetraditioner blev muligt for et geni, med en over for jødefolkets anskuelse total modsat moralsk anskuelse, at få så megen ørenlyd, at han herfra kunne sende en mental lysbølge af næstekærlighedsidealer ud til "alverdens mennesker" og bringe dem til at "se opad" imod næsten og til den i denne boende evige Guddom.
Vi kan allerede i dag øjne, hvorledes jødefolket i forbindelse med de af dem opfattede "hedninger" efterhånden nu mere og mere forener sig til ét folk med én gud i verden – ikke ved diktatur og rå magt – men udelukkende ved en indbyrdes kærlighed imellem nationer og individer verden over.
Det er "Det Nye Testamentes" sande evangelium og "Bibelens" kulminationsudtryk over for den samlede menneskehed.
Det er "opfyldelsen" af den velsignelse, som skulle blive "alle jordens slægter" til del igennem "Abrahams sæd".
Var det ikke netop således, hvortil så "Det Nye Testamente"? –
Hvis "Det Gamle Testamente" var et højeste evigt varende ideal, hvorfor så manifestationen af dets modsætning i form af "Det Nye Testamente"? –
At "Det Nye Testamentes" kerneideal er blevet anerkendt og accepteret af menneskeheden, bliver jo til virkelighed igennem den kendsgerning, at det nu igennem århundreder allerede har været autoriseret statsreligion.
At den terminologi, i hvilken det guddommelige næstekærlighedsideal er blevet overleveret under begrebet "kristendom", nu er stærkt degenererende og taber tilhængere, forandrer ikke den kendsgerning, at det stadig er "den hellige ånd", der er det virkelig kulminerende objekt for nutidens såvel som for de kommende generationers inderste længsel.
Dette bliver til urokkelig virkelighed igennem den omstændighed, at "freden" er blevet det mål, alle stater, regeringer og folk såvel som de enkelte individer, uanset race, mere og mere opdager, at de ikke kan leve foruden.
Og "freden" er, som vi jo har set, netop det samme som "næstekærligheden", der atter igen er det samme som "den hellige ånd" eller fornemmelsen af samhørigheden af alle levende væsener, alt liv og al manifestation.
Tilbage til forsiden
Forrige