Artikelsamling 1

7.24  Livets Bog, der er kærlighedens bog, kan være til stor nytte ved udviklingen og tilfredsstillelsen af begæret efter manifestation af kærlighed
Da Livets Bog er baseret på nøjagtigt dette princip, er den altså fuldstændig i kontakt med selve livet og tilværelsen. Om det er nødvendigt at gøre sig de anstrengelser, det koster at studere denne bog rigtigt, vil altså være afhængigt af, hvilken af de nævnte to former for salighed, man ønsker at tilstræbe. Ønsker man kun den uvirksomme form for salighed, som det er at leve i nuet uden ønske om kendskab til selve det levende væsens virkelige analyser, dets kommende liv etc., da behøver man naturligvis ikke nævnte bog. Da kan man ganske stilfærdigt leve videre i sin formentlige frigørelse. Men hvis man ønsker at komme i virkelig kontakt med det højeste levende væsen, med selve Guddommen, da kan det kun ske ved at komme i tilsvarende kontakt med selve livet, idet dette er Guddommens egen personlige røst eller tale. At blive ét med denne tale er altså det samme som at være praktisk og teoretisk indlevet i dens analyser. Men denne indlevelse er jo det samme som at være "vejen, sandheden og livet", hvilket igen er det samme som at være "ét med Faderen" eller Guddommen. Kun denne tilværelse alene er den absolutte frigørelse. Men en sådan forklaret tilværelse opnås ikke ved en opelsket "ligegyldighed" eller uinteresse for selve det daglige liv, men derimod udelukkende kun gennem udviklingen og tilfredsstillelsen af begæret efter manifestation af kærlighed. Og her kan Livets Bog være til stor nytte, thi den er, som vi nu gennem dens eget stof vil få at se, udelukkende – kærlighedens bog.
 
I Kosmos 1933 (2) startede en fast rubrik for en fortsættende fortolkning eller uddybning af Livets Bog, ledsaget af eventuelle hjælpesymboler af Martinus. Rubrikkens første emne var Fortalen til Livets Bog, og det strakte sig over seks numre af Kosmos. Rubrikken stoppede herefter og blev ikke genoptaget.