Artikelsamling 1

9.2  Menneskets basis for viljeudløsning er endnu ikke fuldkommen
Så længe det behagelige eller formentlig behagelige således udelukkende er det udløsende moment for viljebestemmelsen, da kommer menneskene ustandseligt til at udløse lidelser eller den ulykkelige skæbne, der mere eller mindre i dag er knyttet til alle jordmennesker.
      Menneskets basis for viljeudløsning er altså ikke fuldkommen. Evnen til at fornemme tingene som behagelige, som formentlig moralske og rigtige er ikke tilstrækkelig til at være en sådan basis for viljeudløsningen, at denne kan blive en urokkelig garanti for en direkte skabelse af den absolut lykkeligste skæbne. Der skal mere til. Der skal altså evnen til at analysere de forskellige former for behag, under hvilke de viljeudløsende begærs tilfredsstillelse kan vise sig. Men da denne evne udelukkende er baseret på "viden", er det denne "viden", der må indføres bag den menneskelige viljemanifestation, før denne kan blive en hundrede procent logisk manifestation og dermed være en tilsvarende garanti for skabelsen af den allerhøjeste lykke for sit ophav.
      Men når mennesket ikke har denne viden og derfor kun kan rette sig efter, hvad der er behageligt, handler det jo endnu delvis i blinde, ja, bevæger sig så at sige i en masse faldgruber, idet mange af de ting, som umiddelbart viser sig som behagelige, i virkeligheden som før nævnt er ulykkeskabende. Det er derfor en såre vanskelig verden at leve i. Mange mennesker har det svært, befinder sig inde i store lidelser og kampe, der igen undertiden kan føre nye kampe og lidelser i deres fodspor. Jorden er jo netop en klode, hvor disse former for oplevelse kan komme til særlig kulmination.