7.2 Den eneste virkelig sunde drivkraft i åndelige foretagender kan foruden ren kærlighed kun være "pligtfølelse", og ikke ærgerrighed
Der må dog her gøres opmærksom på, at der naturligvis findes undtagelser.
Men de væsener, der ikke hører ind under disse undtagelser, har jeg beskrevet i "Livets Bog" stk. 126, som hovedsageligt hørende til anden afdeling i anden kategori i gruppe A, og jeg skal derfor ikke komme nærmere ind på disse væsener her, men blot bemærke, at sådanne væsener har tilegnet sig deres pladser og position i kraft af ærgerrighed, en bevidsthedsfaktor, der absolut ikke er heldig i åndelige foretagender eller missioner.
Lige så udmærket ærgerrighed kan være for stimulering af fysiske foretagender, lige så uheldig og umulig er den som drivkraft i religiøse manifestationer.
Den eneste virkelig sunde drivkraft i disse kan foruden ren kærlighed kun være "pligtfølelse".
Når en person således er i færd med at udføre en åndelig mission i kraft af pligtfølelse, da går missionen forud for hans egen person, men hvis han udfører den i kraft af ærgerrighed, da går hans person forud for missionen.
I første tilfælde bliver nævnte person lykkelig, når han møder åndeligt stræbende mennesker ganske uafhængigt af, om de tilhører hans egen livsopfattelse eller andres.
Han føler i dem sande åndelige kolleger, brødre og medarbejdere, selv om den samme følelse endnu slet ikke er gensidig hos de andre væsener.
I sidstnævnte tilfælde, når individet drives af ærgerrighed, ser han i ethvert andet åndeligt stræbende menneske en konkurrent.
Og jo mere fremtrædende og fordelagtig omtalt eller desto mere voksende dette andet væsens åndelige position er, desto mere indigneret, intolerant bliver han netop på denne sin broder.
Da indignation og intolerance jo netop er kræfter, der giver sit ophav kvalifikationer for mørk manifestation, begynder et sådant intolerant væsen da også straks at gøre sig til medium for vrede imod og bagtalelse og underminering på enhver tænkelig måde af den anden part, men naturligvis alt sammen under den selvhypnose, der hedder "retfærdig harme", "hellig vrede" eller kort sagt en foregøgling af alt sammen at være i moralens og dydens interesse, alt sammen for at beskytte deres tilhængere fra at få interesse for og dermed blive "vildledt" af nævnte person; men i virkeligheden er sandheden den, at det kun er for at beskytte deres egen position.
De er bange for, at det andet væsens lys skal overtrumfe deres eget, så deres tilhængere skal gå hen og blive den andens tilhængere.
Disse væsener forstår således ikke, at de netop derved for ethvert udviklet menneske afslører deres egen åndelige mangelfuldhed og dermed ganske underminerer deres egen position.
Tilbage til forsiden
Forrige