5.2 Guds ånd består af en mørk og en lys del, en ufuldkommen og en fuldkommen, hvor den lyse og fuldkomne del er den primære
Guds ånd er altså det samme som fornemmelsen af livet.
Denne fornemmelse indgår i de levende væsener i form af "tanke".
Tanker formerer sig igen i de samme væseners skabeevne og lader derved nye tanker, nye bevidsthedsfelter komme til syne for deres undrende "selv" eller "jeg", og giver derved dette prædikatet "levende væsen".
Guds ånd er således identisk med absolut alt, hvad der forekommer i form af tanke, bevidsthed eller liv.
Men da livet for at kunne opleves må fremtræde i kontraster, blev lys og mørke, sommer og vinter, kulde og hede, behag og ubehag, medgang og modgang osv. en kendsgerning overalt, hvor Guds ånd i form af livets oplevelse gør et "noget" til "et levende væsen".
Man må således forstå, at en ting umuligt kan opleves uden på basis af dens kontrast.
Hvidt kan således kun opleves i kraft af, at der samtidig findes noget, der ikke er hvidt, og sort kan kun opleves, hvis der samtidig findes noget, der ikke er sort, og således med en hvilken som helst ting.
Den kan kun opleves på basis af, at der samtidig findes noget, med hvilket den ikke er identisk.
Den guddommelige ånd vil da også i sin kosmiske analyse være at udtrykke som en i et utal af grader af forskellig styrke fremtrædende energi.
Og det er disse forskellige styrkeforhold, der ligger til grund for alle kontrastforhold inden for tilværelsen.
Disse samlede grader af styrkeforhold i udfoldelsen af den guddommelige ånd repræsenterer en stigende skala fra en mindre til en mere stærk udfoldelse.
Den mindre stærke udfoldelse ligger til grund for det, vi kalder "ufuldkommenhed", medens den stærkere udfoldelse ligger til grund for det, vi kalder "fuldkommenhed".
Begge de to former for udfoldelse udtrykkes også henholdsvis som "mørke" og "lys".
Den guddommelige ånd vil således i sin kosmiske analyse være at inddele i en "mørk" og en "lys" del.
Tilbage til forsiden
Forrige