37.2 Tiden som udtryk for den åndelige verden
Vi kalder den førnævnte afstand fra en tings tilblivelse og til dens ophør for dens "levetid" eller "alder".
Denne alder eller levetid udgør således et "rum".
Men dette rum er altså ikke noget fysisk rum, og kan derfor kun udgøre et psykisk eller åndeligt rum.
Da vi alle sammen på grund af vort fysiske legeme har en alder, betyder det, at vi alle sammen ikke blot lever i et fysisk rum, men at vi også lever i et psykisk eller åndeligt rum.
Da ingen som helst skabte realiteter eller ting kan eksistere uden at have en alder, der altså er det samme som et "tidsrum", kan ingen som helst skabte realiteter eller ting eksistere i den fysiske verden uden at være indesluttet i dette tidsrum, hvilket vil sige, at det ikke kan eksistere uden at være indesluttet i et åndeligt rum.
Dette vil igen sige, at alle eksisterende beboere af det fysiske tilværelsesplan ikke blot er beboere af den fysiske verden, men de er lige så realistisk beboere af den åndelige verden.
Vi møder således her den af mange materialistiske mennesker benægtede åndelige verden som en første urokkelig kendsgerning i form af tiden.
Men denne i form af tiden fremtrædende usynlige åndelige verden er totalt fyldt op med de for sanserne tilgængelige "skabte ting".
Det er disse skabte ting, der tilsammen udgør det, vi kender som det fysiske tilværelsesplan.
Alle detaljer her, lige fra kloder, sole og mælkeveje til mellemkosmiske og mikrokosmiske detaljer, levende væseners organismer osv. forekommer altså ikke blot i den fysiske verden, men forekommer også i den åndelige verden, der skjuler sig under begrebet "tiden".
Tiden udgør således vort første realistiske møde med den åndelige verden.
Tilbage til forsiden
Forrige