34.2 Årets kredsløb
Vi ser her hos os "vinteren" som et tidsafsnit, en lille epoke, hvor kulde og frost dræber og hindrer livets udfoldelse.
Det er stilhedens eller dødens princip.
Vi ser de bladløse træer.
Vi ser, at livet fra millioner af væsener er stagneret.
Insekterne er borte, trækfuglene er borte.
Markens blomsterenge er tildækket med sne, der ligesom et liglagen ligger hen over disse.
De spejlblanke søer med deres små klukkende bølger er stivnede i is.
Vinteren er livets symbol på døden.
Men takket være livets evige struktur må vinteren vige for et andet princip – det princip der udløser sig som "foråret".
En ny magt begynder at gøre sig gældende.
Der er en begyndende ændring i klimaet.
Det bliver varmere.
Isen og sneen smelter.
Af sneen begynder de allerførste små blomster at komme frem.
Til sidst er al sneen og isen borte.
Trækfuglene kommer tilbage og fylder luften med deres tonevæld.
Træerne begynder at få knopper, der efterhånden udfolder sig.
Alle de små insekter kommer også frem.
Og menneskene får travlt i mark og have.
Og alt vågner op til liv og glæde over, at vinteren er forbi.
"Foråret" er således symbolet på det vågnende liv, som efter en slags hvile nu med fornyet kraft vælder frem.
Efter foråret kommer "sommeren".
Da er livet i sin allerhøjeste udfoldelse.
Da kulminerer alt i farveorgier.
Sommervarmen er den herskende.
Blomster og blomster og atter blomster farver dagens hvide lys i en mangfoldighed af farvekombinationer.
Af den sorte muld har en guddommelig kemi sammensat livets største kunstværker i farver.
Og menneskene folder også deres liv ud.
Det er feriernes og rejsernes tid.
Alle forlader de mørke stuer for at være så meget i sollyset som muligt.
Alt, hvad man tidligere måtte værne og beskytte inden for husenes kunstige varme og lys, er nu fremme i selve naturens eget strålende favntag af kulminerende lys og varme.
Dagene er lange, natten kort.
Vi er i livets domæne.
Men vi er i den tids- og rumdimensionelle verden.
Alt har begyndelse og afslutning.
Sommeren må også vige for en naturepoke.
Den vi kender som "efteråret".
Nu er meget af blomsterfloret blevet forvandlet til modne og dejlige frugter.
Og på mange andre felter har livet modnet det, der tidligere var umodent og hjælpeløst.
Kornet og andre af markens grøder høstes og bringes i hus.
Løvet visner.
Det begynder at blive koldt.
Lyset og varmen forsvinder.
Sne og is anmelder atter deres indtog.
Og vi er igen tilbage ved vort udgangspunkt, vinteren.
Hvad er det, vi har været vidne til i et sådant kredsløb? –
Vi har været vidne til intet mindre end selve Guds åbenbaring af livets evige grundprincipper, efter hvilke absolut alt i tilværelsen ordnes og gives liv.
Tilbage til forsiden
Forrige