Artikelsamling 1

31.2  Al kraft i naturen er lovbundet
Hele vor tankegang og væremåde er en manifestation af kraft, og en manifestation af kraft er således det samme som kraftens reaktion. Men kraften er ikke det højeste "noget" i tilværelsen. Det kan kun det være, der behersker kraften. Er kraften da behersket? – Ja, al kraft i naturen er lovbundet. Dens reaktioner, hvilket altså vil sige alle de skabte foreteelser, vil altid i deres slutfacit være til glæde og velsignelse for levende væsener. Det gælder klodens forvandling fra sin glødende og flammende ildtilstand til dens nuværende glimrende tilstand som beboelig verden for udviklede mennesker, lige så vel som det gælder de modne vindruer, æbler, appelsiner og andre spiselige frugter. Hvis den kraft, af hvilken klodens og de nævnte frugters tilstand er en reaktion, ikke havde været lovbundet, hvorledes skulle så kloden så vel som frugterne være blevet til den velsignelse for levende væsener, som tilfældet er? – Hvis den kraft, som ligger bag ved menneskelige frembringelser eller skabelser såsom tilblivelsen af huse, maskiner, beklædnings- og brugsgenstande, ikke havde været lovbundet, hvordan skulle de nævnte ting da have fået netop den form, de har fået, og som gør dem til nyttegenstande? – Hvis den kraft, af hvilken alle de funktioner, der finder sted inde i det levende væsens organisme, er et resultat, ikke var lovbundet, hvordan skulle disse funktioner være blevet til eller kunne holdes i netop den funktions- eller bevægelsestilstand, der betyder livet for organismens ophav. Men hvorledes kommer denne lovbundethed da i stand? –