Artikelsamling 1

3.2  Et kærlighedsocean der er en naturlig sammenslutning af kærlighedsdråber
Når mit arbejde, hvilket vil sige det udkomne første bind af "Livets Bog", mine foredrag og de herpå baserede studiekredse landet over, er begyndt at vække interesse, er begyndt at skabe bevægelse, er det i henhold til det før beskrevne absolut nødvendigt, at denne bevægelse ikke bliver vildledt til at begrænse, indkapsle eller krystallisere sig i en forening, sekt eller et trossamfund og derved blive et ensidigt monopoliserende "eneste saliggørende". Det er nemlig mit arbejdes mission at vise menneskene hen til Guds egen i form af de daglige erfaringer og oplevelser manifesterede "tale" og derigennem gøre dem til frie åndsforskere og ikke til en kunstig åndelig sammenslutnings "embedsmænd" og "undersåtter".
      Desuden kan intet som helst åndeligt foretagende i absolut realistisk forstand holdes sammen uden på basis af kærlighed og den deraf følgende evne til praktisering af idealisme, tolerance og respekt for alt og alle. Enhver åndelig sammenslutning på andre former for basis såsom: aftaler, kontrakt eller medlemskort, vil derfor være uægte eller hykleriske i samme grad som "medlemmerne" mangler evne til at repræsentere eller praktisere disse sammenslutningers love, aftaler, læresætninger eller idealer. Men en sammenslutning, der udelukkende er baseret på den medfødte kærlighedsevne hos individerne, er jo en ægte eller naturlig sammenslutning og kan kun eksistere under begrebet: "Hvad Gud har sammenføjet kan menneskene ikke adskille". Den behøver derfor ingen love, ingen aftaler, ingen forskrifter, ingen løfter for sit sammenhold. Hvert enkelt "medlem" er jo en "dråbe" af kærlighed. Og ligesom vanddråben er prædestineret til at smelte sammen med andre vanddråber og derved er med til at skabe oceanet, således er "kærlighedsdråberne" også prædestinerede til at smelte sammen med andre "kærlighedsdråber", hvorved den naturlige sammenslutning eller et "kærlighedsocean" kommer til syne. Men ligesom vanddråben ikke kan indgå forbindelse med olie- eller fedtdråber, således kan "kærlighedsdråben" heller ikke indgå forbindelse med "intolerance-", "misundelses-", "griskheds-" og "bagtalelsesdråberne" osv. Og det er jo netop dette, der, om end ubevidst, søges foranstaltet ved de mange forskellige religiøse sammenslutninger eller foreninger. Disse er i stor udstrækning at ligne ved en flaske, i hvilken man ved hjælp af et "medlemskort" har blandet "kærlighedsdråber", "intolerance-", "misundelses-" og "griskhedsdråber" osv. sammen og forsynet "flasken" med en etikette, på hvilken der står "ren kærlighed". De allerfleste sådanne "flasker" eller religiøse sammenslutninger inden for jordens zoner viser i en ikke ringe udstrækning reaktioner mellem sådanne usammensmeltelige "dråber" inden for deres respektive rammer eller begrænsninger, men som ukendt med de virkelige fakta naturligvis påberåber sig at være udtryk for den rene, uforfalskede kærlighed, visdom eller eneste saliggørelse. Det er denne illusoriske tilstand, verden begynder at få øjnene op for, og som jeg ønsker at føre alle interesserede venner af mit arbejde udenom.