Artikelsamling 1

22.2  Min åndelige næring i barndom og ungdom
Da mine plejeforældre kun var almindelige husmandsfolk, var der ikke penge til at købe bøger for, selv om jeg på dette tidspunkt hungrede stærkt efter at læse. Disse mine to kære gamle plejeforældres litterære føde var den stedlige avis "Vendsyssel Tidende" og "Ugens Nyheder". Og med denne åndelige næring måtte jeg altså også nøjes. Og da jeg senere blev voksen og godt kunne have købt gode bøger at læse, følte jeg hverken lyst eller trang til at læse noget af betydning, ligesom jeg, på grund af den manglende intellektuelle opdragelse, heller ikke anede, hvilke værdifulde store tænkeres værker, der eksisterede. Og således gik det til, at "Familie Journalen" og "Sherlock Holmes" udgjorde min førnævnte åndelige næring. Og det er ligeledes af den grund, at jeg så at sige ingen ting ved på de felter, almindelige intellektuelle eller de såkaldte "dannede" mennesker ved så meget.
      Da jeg ikke kendte hverken "teosofi", "antroposofi", "metafysik" eller andre store religiøse bevægelsers intellektuelle fundamenter og heller ikke accepterede alle de dogmer og påstande, som min børnelærdom var baseret på, var jeg således intellektuelt set et temmelig ubeskrevet blad. Kun én ting ejede jeg fundamentalt, og det var et hemmeligt, men absolut inderligt og urokkeligt gudsforhold. Jeg var klar over, at denne Guddom måtte repræsentere en altoverstrålende kærlighed, og at alle de såkaldte "helvedesstraffe", "hellige" former for vrede og "retfærdige" former for harme var jordmenneskelige opfattelser af Guddommen i deres eget billede eller jordmenneskelig skikkelse. At denne Guddom derfor i dette billede måtte fremtræde med jordmenneskets svagheder, tendenser og ufuldkommenheder, føle vrede, harme og lyst til at "straffe", forstod jeg som selvfølgeligt. Men nogen detaljemæssig, intellektuel forklaring eller udformning af denne Guddom var jeg ganske ude af stand til at give, ligesom jeg i al almindelighed slet ikke ønskede at tale om Guddommen til noget andet væsen. Guddommen var jo mit private sjælelige fundament, ligesom Kristus for mig var denne Guddoms billede. I alle mine tvivlsspørgsmål henvendte jeg mig i min tanke altid til dette væsen og traf ikke nogen større, vigtig afgørelse uden først at have forestillet for mig selv, hvad Kristus ville gøre i den eller den foreliggende situation, hvis han havde været i mit sted. Det blev da altid klart for mig, hvad han ville eller ikke ville i nævnte tilfælde. Og det blev således på denne måde hans afgørelse, der blev min rettesnor.