21.2 Organismen er den største skygge
Når det levende væsen tror sig identisk med materien, ligger det under for den største illusion, der overhovedet findes.
Hvordan kan man da vide, at dette er en illusion? –
Hvorfor kan det ikke lige så godt være virkeligt? –
Nej, det kan det ikke, fordi der findes nemlig højere udsigtspunkter, hvor man kan se, at materien er det samme som "bevægelse".
Det er således absolut ligegyldigt, hvilken materie vi så end vil pege på, den vil absolut uundgåeligt være "bevægelse", hvilket altså vil sige, at den er forvandling underkastet.
Den er underkastet den såkaldte "tidens tand".
Der er nogen materie, der kan modstå tiden igennem årtusinder, og denne materie forandrer sig derfor kun ganske langsomt eller direkte usynligt for vore øjne, medens der jo er andre materier, der forvandler sig synligt inden for brøkdele af sekunder.
Medens klipper og metaller forvandler sig så langsomt, at vi ikke kan se forvandlingen fra det ene år til det andet, ser vi med lethed, hvordan kogende vand forvandler sig til damp, ligesom vi jo også med lethed konstaterer de særlige bevægelser, der frembringes af de levende væsener.
Og her er det, at væsenernes tro på at være identiske med materien kolliderer med virkeligheden.
De levende væsener repræsenterer nemlig to ting: "bevægelse" og "noget", der igennem vilje dikterer bevægelsen.
Og da vi yderligere fornemmer dette "noget" som vort eget inderste "jeg", vil det til sidst gøre det af med enhver form for illusion eller overtro, der går ud på, at det levende væsen skulle være identisk med materien og kun udgøre en skabt eller timelig ting.
Men dette jeg er altså "det levende" inden i enhver materiekombination, vi kalder "organisme", og betinger altså, at denne fremtræder som "et levende væsen".
Denne organisme er, så mærkeligt det måske kan lyde, en af de største og vanskeligste skygger for jordmennesket at hæve sig op over.
Det ser nemlig, at dets fysiske tilværelse på en måde står og falder med denne organisme.
Og da dets sanser til at skue kosmisk eller sjæleligt endnu er meget latente, kan det i den fysiske tilværelse ikke se sit jegs uafhængighed af denne organisme, og at den fysiske organismes ophør ikke er en udslettelse af livet.
Det tror derfor på denne udslettelse eller virkelige "død".
Det tror således, at det levende væsen og dermed det selv og næsten er ét med stoffet og materien.
Og når det lever i den illusion, er det givet, at det også må handle efter den.
Og i kulminationen af denne illusoriske tilstand finder vi det jordiske menneske af i dag.
Det lever og handler ud fra den forestilling, at det er et "dødeligt" væsen.
Store bindstærke værker er der skrevet om dette "dødelige" væsen, hvorved illusionen er gjort endnu mere fundamental.
Men når et væsen handler ud fra den forestilling, at det kun skal leve en ganske bestemt lille tid (et enkelt jordliv), og det så alligevel kommer til at leve en mangfoldighed af jordliv, bliver der en disharmoni imellem denne væsenets handlemåde og dets virkelige liv.
Men når væsenets handlemåde ikke er i samklang med dets virkelige liv, bliver dette liv jo ikke den skønne og fuldkomne nydelse og oplevelse af fuldkommenhed, som det ellers ville være, hvis der ikke forekom nogen disharmoni.
Og denne disharmoni bunder altså i, at væsenet tror, at det er en blot og bar "timelig" eller forgængelig ting og handler derefter, medens sandheden er, at det er et "evigt" væsen.
At væsenet i denne tilstand ikke kan nyde glæden over sit evige liv eller sin virkelige udødelige eksistens, er naturligvis en selvfølge.
Og det er denne disharmoni og illusoriske tilstand, der udgør den såkaldte "død".
Anden død findes ikke i universet.
Da jordmennesket kulminerer i denne illusion, vil samme væsen jo dermed afsløre, at det tilhører universets "dødsrige".
Dette "dødsrige" er altså vildfarelsernes og krigens domæne.
Tilbage til forsiden
Forrige