Artikelsamling 1

13.2  Lykken og livsloven
Det store førende bud: "Du skal elske din næste som dig selv", og hvis opfyldelse er "al lovens fylde", udgør jo dermed fundamentet for al sand lykke eller væsenets opnåelse af det højeste velvære, den fuldkomneste skæbne, livets oplevelse overhovedet kan byde på. Men hvis denne opfyldelse ikke er fuldkommen, ja, hvis der blot viser sig én eneste lille mangel i denne opfyldelse, vil det pågældende individs skæbne, dets lykke og velvære urokkeligt i tilsvarende grad være præget heraf. Ja, der findes ikke en eneste form for disharmoni inden for et væsens oplevelse af livet, selv den svageste lille tendens i retning af en mørk skæbne, uden at denne leder sit udspring tilbage til en eller anden mangel i opfyldelsen af det store bud. Dette være sig lige så godt, når væsenet lider af en organisk sygdom, som når dets velvære forstyrres af en personlig forfølgelse af et eller andet medmenneske.