Artikelsamling 1

15.19  Jordmenneskets korsformede organisme bliver et kærlighedens lyscenter
Men en dag stråler der også ud fra det animalske kors vældige lysbølger. Det kommer til at bære en bevidsthedskombination, ud fra hvilken der stråler tilgivelse og forståelse imod dens forfølgere, ja, kærlighed og velsignelse imod alt og alle. Og se! Da er fornedrelsens mørke hævet fra det animalske kors. Det levende væsens organisme er ikke mere et henrettelsesmiddel over for mørke tendenser, men er nu et kærlighedens lyscenter, ud fra hvilket varmende, højintellektuelle impulser forplanter sig videre og videre ud over jorden, frem igennem tid og rum, ind igennem medvæsenernes sind og bevidsthed, trøstende, stimulerende og oplivende de ulykkelige, de lidende og sorgfulde såvel i kongernes sale og de riges paladser, som i de fattiges hytter.
      Det animalske kors, den levende jordmenneskelige organisme er blevet en lysets foreteelse. I form af det fuldkomne gudemenneske stråler og funkler "det levende kors" nu i sin ophøjede kosmiske atmosfære og er en pryd i Guddommens stråleglorie på samme måde, som "det døde kors" blev en pryd på kongekronen. Ja, i sandhed, "det døde" og "det levende kors" har samme historie. "Korsets tegn" er livets eget udødelige eventyr, fortalt af det selv. Det vil derfor evigt, uforgængeligt skinne gennem tid og rum, funkle og lyse på den kosmiske himmel.
 
Fra et foredrag i Kosmos Feriekoloni, påskedag den 25. april 1943. Første gang bragt i Brev 1943 (44-47).