Artikelsamling 1

15.17  Korset er udtryk for selve livets kulmination
Intet som helst andet mordvåben har i sig selv sådanne betingelser for at hæve sig ud af sin fornedrelses natur som dem, korset rummer, og kan derfor aldrig nogen sinde blive at sidestille med dette evige symbol. Korset er således i kraft af sin særlige struktur noget absolut enestående. Det vil i kraft af samme struktur, der er det absolut urokkelige udtryk for selve livets kulmination, aldrig kunne holdes nede i fornedrelse eller mentalt mørke. Overalt, hvor højintellektualitet begynder at kulminere, vil "korsets tegn" være den materielle foreteelse, der i størst udstrækning kan tilbagekaste strålerne af denne livets højeste funktion. Korsets tegn er spejlbilledet af livets højeste struktur. Dets forekomst udtrykker bevidsthed, evighed og uendelighed. Det er Guddommens eget udtrykte billede symboliseret i materie.