Artikelsamling 1

15.16  Fra at være henrettelsesmiddel blev korset gennem Jesu korsfæstelse lysets symbol
Men en dag blev der på dette lysets tegn ophængt et væsen, der repræsenterede den samme strålende renhed, den samme fuldkomne manifestation, den samme åbenbaring af Guddommens billede som den, der var udtrykt i selve korsets struktur. Og se! Da måtte mørkets atmosfære vige. Ud fra det evige symbol vældede kosmiske lysmasser frem. I stedet for alle de eder, forbandelser og trusler om hævn, der i almindelighed plejede at strømme ud fra de dødsdømte på korset, funklede der nu fra den guddommelige martyrs læber en altomfavnende stråleglans. I en brise af varmende tilgivelse, koncentreret i ordene: "Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør", tog han alle sine fjender og bødler til sit hjerte og bragte derved Golgatas kors til at lyse. Og lyset bredte sig i verden, blev til "den hellige ånd" eller den sæd, i hvilken alle jordens slægter skal velsignes. Og se: Det evige symbol blev hævet op fra fornedrelsens, hadets eller helvedes skyggeregioner, blev til det rat, ved hvilket væsenernes åndelige kurs mod lykkens højeste tinder udelukkende kun kan styres. Og det fortidige mordvåben eller henrettelsesmiddel bliver, som før nævnt, i dag fremstillet i alle jordens ædleste metaller og anbragt som en pryd på kongers og kejseres kronjuveler, på hædrede mænds ordener såvel som på den rige og den fattige mands gravsted. En større ære eller dyrkelse vil aldrig nogen sinde nogen materiel foreteelse, der har været anvendt til henrettelsesmiddel, kunne afstedkomme.