Artikelsamling 1

16.15  Påskemysteriets opstandelse er symbol for selve kredsløbsprincippet. Jeget er "det evige", materien "det foranderlige"
Påskemysteriets "opstandelse" er således ikke en blot og bar beretning om Jesu tilsynekomst i et åndeligt legeme, der var fri af den fysiske materie, men er også symbol for selve kredsløbsprincippet eller det fundamentale princip, der betinger, at ingen absolut undergang eller tilintetgørelse kan finde sted, idet det gør al tilintetgørelse såvel som skabelse identisk med "omskabelse". Og det er denne materiens omskabelse, der er udtrykt i de tre kendte sætninger: "Af jord er du kommen" – "til jord skal du blive" – "og af jord skal du igen opstå". Hvad er disse sætninger udtryk for andet end en evig rytmisk forandringsproces eller omskabelse. Det er en beskrivelse af to fundamentale realiteters forhold til hinanden. Disse to realiteter udtrykkes i sætningerne som "jord" og "du" og vil kosmisk set igen henholdsvis være identisk med "materien" og "jeget". Da jeget ikke kan blive til "materie", og "materien" ikke kan blive til jeget, vil de førnævnte tre sætningers absolutte indhold dermed kun kunne udgøre dette: "Af materien har jeget frigjort sig" – "til materien vil jeget igen knytte sig" – "og af materien vil det atter frigøre sig". Jeget bliver således "det evige" og materien "det foranderlige". Og hermed har vi jo påskemysteriets dybeste indhold og absolutte facit, hvilket vil sige: beskrivelsen af jegets evige skiftende forhold til materien. Dette skiftende forhold er udgørende en frigørelse og en tilknytning til materien. Disse to foreteelser udgør altså kredsløbets to store hovedfaser. Og af disse oplever jordmennesket for tiden frigørelsen, der er det samme som det, vi udtrykker som "udvikling". Denne frigørelse vil til sidst kulminere i det højeste og fuldkomneste, bevidste herredømme over materien, hvilket igen vil sige: den totale hundrede procents oplevelse af livslovenes opfyldelse, der igen udgør den totale næstekærlighed eller dette: at være ét med Guddommen. Den anden fase i kredsløbet udgør udviklingens modsætning og udtrykkes i "Livets Bog" som "indvikling". Her bliver individet i kraft af stærke materielle begær og ønsker mere og mere tilknyttet materie. Denne tilknytning kulminerer i en total fortsættelse af materien, der lag på lag har lagt sig uden om individets åndelige bevidsthed og indtil en vis grad har bragt denne ud af funktion, har bragt den i en slags hviletilstand. Det er denne svækkede åndelige funktion eller de høje åndelige centrers hviletilstand, der ligger til grund for den totale uvidenhed om sit eget væsen, sin udødelighed og identitet som søn af Guden og den heraf affødte ligefremme antipati, intolerance imod og forfølgelse af al religiøsitet, som kendetegner det primitive, materialistiske jordmenneske og gør det til begejstret udøver af alt, hvad der kommer under begrebet "det onde".