21.14 Kærligheden eller universets grundtone
Hvis de førnævnte to kapaciteter, individets sanseenergi og sanseobjektets energi, ikke er i kontakt eller på samme bølgelængde, bliver reaktionen af mødet i form af individets sansning – ikke balance – men uligevægt.
Det forstår ikke sanseobjektet.
Dette bliver til "mystik".
Nævnte uligevægt fornemmes altså som et "spørgsmål".
I alle situationer, hvor individet fornemmer et sanseobjekt som et spørgsmål, som en gåde, som mystik og den heraf følgende nysgerrighed eller videbegærlighed, vil det altså kun sige, at dets indre verdens energikapacitet ikke er i kontakt eller på "bølgelængde" med den ydre verdens energi i de nævnte situationer.
Der, hvor individets sanseenergi ikke er i kontakt eller på "bølgelængde" med et sanseobjekts energi, der må det altså repræsentere "uvidenhed".
Når selve verdensaltets og dermed livets struktur er mystik, er en gåde for et væsen, vil det kun sige, at dets indre verdens energistruktur eller "bølgelængde" afviger fra selve det virkelige livs eller verdensaltets energistruktur eller "bølgelængde".
Grundtonen i individets indre verden og grundtonen i den ydre verden eller verdensaltet er af forskellig natur.
Og i samme grad som individets indre verdens grundtone afviger fra verdensaltets eller universets grundtone, vil livets og dermed verdensaltets struktur forblive et mysterium, en uløselig gåde for samme individ.
Et væsens forståelse af det, det sanser eller ser, vil således absolut være afhængig af, om dets indre verden er på "bølgelængde" med sanseobjektet.
For at komme til at forstå verdensaltets eller livets virkelige struktur eller analyse vil det altså være absolut nødvendigt, at ens indre verdens grundtone vibrerer i kontakt med universets grundtone.
Har ens indre verden ikke denne grundtone, vil livet og dermed verdensaltet og evigheden være en gåde, ganske ligegyldigt hvor fuldkomne øjne eller sanser man så end måtte sidde inde med.
Og er det ikke netop derfor, at den materielle videnskabsmand ikke kan give noget menneske livsgådens løsning? –
Man kan nemlig udmærket være en stor materiel videnskabsmand eller forsker uden at besidde universets grundtone i sin indre verden eller mentalitet.
Men når man ikke har denne i sin mentalitet, må samme mentalitet jo udvise en anden grundtone eller vibrationsart end den, universet udtrykker.
Da denne grundtone derved nødvendigvis må være af en lavere art end universets, kan den kun komme i kontakt med en eller anden for universets helhedsharmoni nødvendig lokal foreteelse med netop denne grundtone eller bølgelængde, der svarer til ens egen indre verdens grundtone.
Her i dette lokale felt vil man altså fornemme ligesom en slags harmoni med universet.
Men at være i harmoni med et lokalt felt i universet er ikke det samme som at være i kontakt eller harmoni med helheden.
Da lokale felter jo kun kan være begrænsede felter, er begyndelse og afslutning underkastet, kan de jo kun være af "timelig" natur.
Og så længe væsenet kun kan komme i kontakt med lokale foreteelsers grundtone og ikke med helhedens eller universets, kan det umuligt sanse eller se den evighed eller udødelighed, det selv udgør.
Det fornemmer sig i denne situation "ét" med det timelige eller de lokale felter i universet, der vibrerer i samme "bølgelængde" eller grundtone som dets egen indre verden.
På denne en lokal eller timelig tings grundtone baserer det sin tilværelse, sin religiøsitet og gudsdyrkelse, såvel som sin irreligiøsitet, sin politik, sin kunst og øvrige interessesfære, medens selve universets grundtone eller det virkelige liv stadig er mystik eller ligefrem totalt betragtes som "overtro" eller illusion.
Der bliver derved to slags mennesker i verden, nemlig dem, der kun kan sanse de timelige eller lokale tings grundtone, og dem, der kan sanse universets eller evighedens grundtone.
Det er disse to grupper af væsener, der også henholdsvis betegnes som "de uindviede" og "de indviede".
Hvordan et væsen erkender det, det ser og sanser, vil altså være afhængig af forholdet mellem dets indre verden og sanseobjektet.
Hvis dets indre verden er på "bølgelængde" med sanseobjektet, bliver dette til forståelse og viden igennem sansningen, medens dette trods sansningen vedbliver at være mystik og uvidenhed eller spørgsmål, hvis væsenets indre verden ikke er på "bølgelængde" med sanseobjektet.
For at det sanseobjekt, der hedder livet eller verdensaltet, igennem sansningen skal blive til virkelig forståelse og viden, må væsenets indre verden altså bringes i kontakt med livets eller verdensaltets grundtone.
Hvad er da denne grundtone? –
Denne grundtone er den, der kommer til syne i solens princip, nemlig "kærligheden".
Den tjener alt og alle betingelsesløst.
Den skinner på den uretfærdige såvel som på den retfærdige.
Og det er jo på grundlag af denne grundtone i dens energiudfoldelse, at vi i dag i kød og blod kan leve på jordens skønne terræner og der begynde at tænke Guddommens tanker efter, bringe elementerne til gennem store kraftmaskiner at lystre vor vilje.
Og ved at være med til at bringe dette solens eller universets grundprincip eller grundtone til at være den almengældende grundtone i sit eget hjerte i form af overholdelsen af det store bud: "Du skal elske din næste som dig selv", er væsenet med til at assistere solen i at bringe dets egen indre verden på bølgelængde med universet eller verdensaltets grundtone.
Og da vil den dag eller time være nært forestående, da mødet mellem nævnte væsens indre verdens grundtone og den ydre verdens eller universets grundtone igennem sansningen er i en sådan kontakt, at det vil åbne individets syn.
Og se, da er det ikke mere et lokalt syn eller beskuelsen af en enkelt lille begrænset detalje, en enkel lille bølge på evighedens umådelige ocean, individet ser, og tror det er oceanet.
Nej, da er det selve oceanet, udødeligheden eller udsynet over evigheden i form af vågen kosmisk dagsbevidsthed, der funkler og lyser i væsenets indre verden og gør denne til en forklaret tilværelse, et lysende solprincip for alt og alle i den ydre verden.
Fra et foredrag på Martinus Institut, søndag den 17. februar 1946.
Første gang bragt i Brev 1946 (130-134).
Tilbage til forsiden
Forrige