16.14 Opstandelse er det samme som bevidsthedsforøgelse eller bevidsthedsberigelse
Selve "åndens" eller "jegets" evige eksistens er uberørt af opstandelsen.
Kun "åndens" eller "jegets" tilkendegivelse af denne sin eksistens er skiftende.
Og det er disse "jegets" skiftende tilkendegivelser af sin evige eksistens, vi kalder "jordliv".
Et "jordliv" er således i sit princip en "ny tilkendegivelse" af vor "ånds" eller vort "jegs" evige væren.
Disse "tilkendegivelser" (jordlivene) er ikke udgørende en fuldstændig kopi af hinanden.
Hver "ny tilkendegivelse" afviger i nogen grad fra den foregående.
Denne forandringsproces afslører sig igen som udgørende et "kredsløb".
Ved et "kredsløb" vil igen her være at forstå en manifestations passage igennem "åndelige", luftformige, flydende og faste materier.
Det er denne forandringsproces, vi bliver vidne til i enhver form for materie og i enhver form for skabelse.
Vi ser således f.eks. luften fortætte sig til vand, vandet fryse til is og isen igen smelte, blive til vand, der igen fordamper og bliver til luft, hvorfra det igen overgår i elektriske former eller bliver "åndelig" i sin natur.
Men det er ikke alene med vandet, at denne proces foregår.
Enhver form for materie vil udelukkende kun kunne fremtræde i en eller anden af disse nævnte tilstande.
Ingen materie kan således forekomme uden at være fast eller flydende, luftformig eller elektrisk.
Og vi ser da også, at selve jordens tilblivelse udviser det samme kredsløb.
Denne tilblivelse begyndte ude i himmelrummet som en kombination af elektriske kræfter, der efterhånden blev til lysende tåger, blev til flydende ild, blev fortættet til en fast klode, der igen igennem de levende væseners udvikling i dens sfære er under forvandling fra den grove materielle fysiske tilstand til vældige sjælelige eller tankemæssige udfoldelser og forfinelser.
Fra at være tung primitiv fysisk materie er den nu på vej til at blive åndeliggjort.
Det er også denne proces, vi bliver vidne til i studiet af selve menneskets udviklingsbane.
Er de første abelignende, primitive naturmennesker ikke udstyret med en vældig materiel organisme med kolossal skelet- og benbygning og en fortættet muskulatur, men kun med en meget lille tankefunktion.
Går vi endnu længere tilbage i det levende væsens udvikling her på kloden, ser vi de store fortidsdyr.
Her er tankefunktionen endnu langt mindre, medens organismens repræsentation af massivitet og rumfang er af en endnu vældigere art.
Ser vi derimod på det nulevende mest forfinede og intellektuelle kulturmenneske, da har det kun en organisme af langt mindre materiel natur, men med en kolossal tankefunktion.
Da tankefunktionen jo er af elektrisk natur, vil det altså sige, at jordkloden såvel som de levende væsener i dens sfære er på vej mod kredsløbets "åndelige" materietilstand.
Og det er denne passage i kredsløbet, vi kender under begrebet "udvikling".
Denne proces udgør i virkeligheden en slags "åndeliggørelse" af materien eller dennes omformning fra en fast, massiv tilstand til mere porøse, luftformige og "åndelige" tilstande.
Det er denne "åndeliggjorte" materie, vi kalder "tanker" eller "bevidsthed".
Materiens "åndeliggørelse" betyder altså "bevidsthedsudvidelse" og en hertil svarende "formindskelse" af den materielle organisme.
Og vi er her stedet for opstandelsesprincippet i sin højeste analyse.
Opstandelse er således det samme som bevidsthedsforøgelse eller bevidsthedsberigelse.
Men en bevidsthedsberigelse er jo igen det samme som en slags opvågnen fra "uvidenhed" til "viden".
Og er det ikke netop denne "opvågnen", vi bliver vidne til i form af den kolossalt tiltagende "undervisning", som mere og mere bliver herskende inden for alle kulturstater.
Er ikke selve den nu dominerende verdenskrig en kolossal erfaringsoplevelse i udfoldelsen af "det dræbende princip" og virkningerne heraf? –
Tror man ikke, de tanker, denne oplevelse giver, eller det kendskab til nævnte princips sande virkninger, som væsenerne igennem krigen oplever, bliver til bøger, der igen danner grundlaget for undervisning i kulturskabelse, hvilket igen vil sige undervisning i skabelse af "humanitet"? –
Er krigen ikke netop en levendegørelse af alt, hvad der ødelægger eller modarbejder humanisme og dermed undermineringen af al kulturskabelse?
Er ikke de store universiteter, læreanstalter og almindelige skoler baserede på at skulle skabe kultur, samtidig med at deres påkrævethed udgør bevis for religionernes, kirkernes og troens utilstrækkelighed i denne skabelse? –
De udgør beviset for, at erfaringerne måtte til, således at de evige facitter, der fra kirkerne doceres som "trosdogmer", fra universiteterne og læreanstalterne kan doceres som "videnskab" eller "kendsgerninger".
Da disse kendsgerninger ingen som helst steder eller i noget som helst tilfælde er i inhumanismens, krigens eller myrderiernes og lemlæstelsernes favør, men overalt enten direkte eller indirekte er til fordel for skabelsen af humanitet og en herpå baseret fred eller næstekærlighed såvel mellem stater som individer, vil man heraf se, at jo vældigere krigen med sine ødelæggelser, myrderier og lemlæstelser finder sted, jo vældigere underminerer eller ødelægger den sig selv og skaber hermed tilsvarende hurtigere "opstandelsen" af en ny æra for menneskeheden.
De millioner af grave, i hvilke den har nedstyrtet tusinder af slægters individer generation efter generation, vil urokkeligt pointere de vildfarelser, det mentale smuds og affald eller den mentale uformuenhed, der har afstedkommet krigens gru.
Og sammen med disse graves indhold: de lemlæstede lig, de bristede øjne, de kolde hænder og det størknede blod, vil alle disse vildfarelser gå sin totale opløsning i møde, gå over i andre former, blive til ny materie adlydende kredsløbets evige lov.
Og se, de mørke grave vil engang være forsvundne, være gået over i glemselens store intet, men deres triste indhold vil da i form af markens liljer, roser, plæner og parker funkle i deres opstandelses klare lys.
Og der, hvor før de såredes dødsskrig gik imod himlen og deres blod imod jorden, vil terrænet være forgyldt.
Sommermorgenens mangfoldige dugdråber i græs, blade og blomster giver genskin af solens varmende lys, gør jorden til ét med himlen, medens tusindtallige små struber lader et væld af lovsange til den evige Faders pris stige imod skyerne.
Og himlen fornemmes på jorden.
Og hen igennem denne skønne sfære vandrer i herlige, skønne nye organismer de jeger, hvis tidligere organismer engang som lig fyldte de mørke grave, men som nu i kraft af kredsløbsprincippet i opstanden, forherliget tilstand her er blevet materiale for Guddommens kærtegnen af sine evige sønner.
Gravenes indhold, de stinkende lig blev til lysende materie, blev til ny næring og liv, blev til farve og kolorit, blev til glæde og velsignelse.
Et skønnere møde med de levende væseners fortidige affald kan vel ikke tænkes.
Og ligesom kloakkens mudderpøl er forvandlet til det krystalklare vand, vi drikker, er blevet til den rene luft, vi indånder, og er identisk med den blå himmel, vi ser på, således er også vildfarelsernes virkninger omdannet til fornemmelsen af Guds nærhed.
Denne forvandling er det samme som "opstandelse".
Og denne "opstandelse" er al materie underkastet.
Tilbage til forsiden
Forrige