Artikelsamling 1

42.13  Det sidste store resultat af nydelsen af kundskabens træ på godt og ondt
Og hvad bliver så det sidste store kendskab til ondt og godt, som væsenet oplever igennem denne nydelse? – Det bliver selve livsmysteriets løsning. Det bliver dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv og opdage, at denne evne er blevet et altoverstrålende talent i ens fremtræden og daglige liv. Man er blevet en sol for sine omgivelser. Man er blevet lysende og varmende med visdommen og alkærlighedens stråler over for alt levende. Man er således til fulde blevet til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse". Guds skabelse af mennesket i sit billede er hermed fuldbragt. Hans syn på sin egen skabelsesproces, "alt er såre godt", er livets største facit og virkelighed.
 
Fra et foredrag i Kosmos Ferieby, mandag den 27. juli 1970. Første gang bragt i Kosmos 1970 (20).