40.13 Verdensgenløsningsepoke nr. 2
Menneskenes nydelse af kundskabens træ og den heraf følgende udvidelse af deres bevidsthed og dygtiggørelse i deres mørke livsbasis eller det dræbende princip gjorde dem modtagelige for en endnu højere indsats af vejledning fra verdensgenløsningens side.
De kunne således modtage en endnu større fortolkning af makrovæsenets mørke tankerefleksimpulser.
Og længere fremskredne eller højere udviklede udøvere af verdensgenløsningen inkarnerede på jorden og førte menneskene videre i det dræbende princips mørkeområde.
Og der strømmede stadig nye makrorefleksimpulser fra makrovæsenet ind over menneskene og gjorde videreførelsen af verdensgenløsningen mulig.
De nævnte impulser var stadig en kombination af instinktenergi, tyngdeenergi, inhuman følelse og naturligvis også parringstilstanden, der her dominerer væsenernes manifestation og oplevelse af livet.
Væsenernes instinkt begyndte at afføde den religiøse evne.
De begyndte at ane, at der måtte være højere magter eller guder bag den fysiske tilværelse.
Deres religiøse instinkt lod dem også ane, at der var en åndelig tilværelse og verden bag den fysiske tilværelse, som man fortsatte med at leve i efter den fysiske død.
Og her havde de højeste væsener eller guder hjemme.
Denne religiøse anelse opstod automatisk i kraft af deres instinkt og aldeles ikke ved nogen som helst intellektuel påvirkning udefra eller ved nogen fri fantasi, der ikke havde bund i virkeligheden.
Denne anelse opstår således rent organisk.
Det er en "anelse" og i dens videre forløb en "følelse", der automatisk opstår i alle menneskers psyke eller bevidsthed i deres første, spæde begyndende menneskelige tilværelse.
Men hvorledes denne åndelige verdens struktur er, kan de ikke forestille sig og ligeledes heller ikke den tilværelse, der forekommer efter døden.
En så udviklet psyke havde de ikke.
Denne religiøse anelse gav dem ikke nogen virkelig åndelig viden eller nogen detaljeret forestilling om disse højere magter og den åndelige tilværelse efter døden.
Men denne religiøse anelse gav dem evnen til at tro på autoriteters udsagn.
De troede blindt på autoriteter, akkurat ligesom det lille barn tror blindt på sine forældres udsagn som en selvfølgelighed, ganske uden at have evne til på nogen måde at kunne kontrollere disse udsagns rigtighed.
Ligesom de små børn må have forældre eller andre, der er ældre end dem selv, til at give dem de nødvendige svar på de begyndende opstående livsvigtige spørgsmål eller videnshunger, således må også menneskene i deres første begyndende udviklingsepoker have ældre væsener i udviklingen til at besvare de spørgsmål eller den videnshunger, der på disse deres udviklingsstadier fremkom, men som de, grundet på manglende udvikling og ufærdig sansebegavelse, ikke selv kunne besvare eller gøre sig begribelig.
Og her er det, at verdensgenløsningens princip kommer frem som et slags kosmisk forældreprincip, idet dets udøvere eller verdensgenløserne netop har til mission at vejlede og føre de i udviklingen endnu meget spæde og ufærdige mennesker og give dem tilpassede svar på deres livsvigtige spørgsmål eller videnshunger.
Den førnævnte religiøse anelse om højere magters eksistens er således absolut ikke noget tillært udefra.
Denne anelse ville være vokset frem i mennesket, selv om det var totalt isoleret fra andre mennesker.
Men de kunne altså ikke forestille sig disse højere magters struktur og fremtræden i nogen detaljeret forklaring eller analyse.
De anede blot, at de eksisterede.
Men denne deres stærke anelse gav dem som nævnt evnen til at tro på autoriteter.
Og dette bevirkede, at verdensgenløsningens udøvere kunne vejlede dem og besvare deres spørgsmål og give dem detaljerede forestillinger om disse højere magter og den åndelige verden i en for deres bevidsthed og udviklingsstadium tilpasset acceptabel fortolkning.
Denne fortolkning måtte formes ud fra Guddommens sekundære bevidsthed.
De højere magter måtte være væsener, der var kulminerende og geniale udøvere af den væremåde, menneskene selv levede i.
De måtte være vældige eksperter i udøvelsen af det dræbende princip.
De måtte være overlegne sejrherrer, der kunne undertrykke, dræbe eller ødelægge deres fjender og tilegne sig deres goder og livsområder.
Disse højere væsener eller guder opfattedes således som de højeste idealvæsener på disse det dræbende princips udviklingsstadier.
De var væsener, man kunne anråbe om hjælp, når man selv var ved at gå under i kampen og drabsværemåden.
Disse væsener blev efterhånden opfattet som guder eller overnaturlige væsener.
Det er væsener på dette udviklingsstadium og gudsdyrkelse, vi har eksempel på i vor nordiske gudehistorie om Valhal og dets guder.
Her var det store ideal jo dette at dræbe og selv blive dræbt for netop at komme til dette gudehjems paradis eller himmel.
For vore nordiske vikinger var ligeledes magt-, drabs- og røveriprincippet religiøse dyder, udformet som praktisk væremåde af verdensgenløsningens udøvere.
Tilbage til forsiden
Forrige