21.13 Det levende væsens diskarnerede indre liv
Enhver art materie inden for enhver skabelse er således på vandring i sit eget kredsløb.
Dette vil igen bevirke, at denne vandring, hvilket i virkeligheden vil sige forvandling, før eller senere vil overvinde den kraft, der holder materien bunden i form af en "skabt ting".
Derfor vil en hvilken som helst "skabt ting" ikke kunne vedblive at bestå, men må degenerere, gå i forfald og opløses til fordel for nye skabelsesprocesser.
Og det er altså den samme omstændighed, der bevirker reinkarnationen.
Organismer er "skabte ting".
De er bygget op af materie og må derfor ligeledes af kredsløbsprincippet opløses, for at de bundne materier kan blive frigjorte til passage i nye fortsættende højere kredsløb.
Derfor vil ingen som helst materie kunne holdes bunden i en organisme ud over et vist begrænset tidsrum.
Ethvert levende væsen må derfor udskifte eller forny materierne i dets organisme.
Denne udskiftning eller fornyelse foregår altså igennem reinkarnationen.
De nærmere omstændigheder ved denne proces kan vi ikke her komme ind på, men blot antyde, at der bag ethvert lille barn, der fødes, eksisterer en "voksen" ånd, hvilket vil sige et jeg, der allerede i tidligere jordliv har bragt mange organismer til manddomsstadiet og dermed afsløret sig som "voksen".
At det nu fremtræder som barn, betyder jo kun, at det på ny har påbegyndt skabelsen af et fysisk legeme, hvis mål også er manddomsstadiets kapacitet.
Når det lille barn ikke kan vise sig med et "voksent" menneskes kapacitet, skyldes det således ikke dette, at ånden eller jeget bag barnet ikke er "voksen", men udelukkende dette at organismen ikke er færdigbygget, ikke er bragt op til dens mål: den voksne organismes kapacitet.
Men selv om tanke- eller bevidsthedsmanifestationen er meget ringe hos det spæde barn, så er den dog lige akkurat så stor, at den udgør tilstrækkeligt liv til at kunne tiltrække det uden for eksisterende liv igennem sanserne og dermed begynde at forbinde dette ydre liv med det i diskarneret tilstand eksisterende og fra tidligere inkarnationer nedarvede indre liv i åndsvæsenet bag barnelegemet.
Det er dette fra tidligere inkarnationer eksisterende diskarnerede indre liv, der betinger hele væsenets nuværende møde med den ydre verden.
Det er udelukkende dette indre liv bag sanserne, der betinger vurderingen af den reaktion, der opstår i væsenets sanser ved disses møde med den ydre verdens energier og foreteelser.
Det er det samme diskarnerede liv, der betinger væsenets legemlige og mentale fremtræden på det fysiske plan.
Om det skal være mineral eller plante, om det skal være dyr eller menneske afgøres udelukkende af nævnte diskarnerede del af det levende væsen.
Ja, denne bestemmer endog race, art og karakter, moralsk højde, kort sagt hele individets manifestation eller bevidsthedsmæssige kunnen.
Det, der lader to væsener se den samme fysiske ting på helt forskellige måder, skønt nævnte væsener begge har hundrede procent normale fysiske øjne, er de samme væseners fra tidligere inkarnationer overleverede indre liv.
Dette er altså i nærværende tilfælde af forskellig natur.
Når det ydre liv møder disse to væseners indre liv igennem deres sanser, må reaktionen heraf nødvendigvis blive forskellig, alt efter som de samme to væseners indre liv er forskelligt.
En hunds indre liv er forskelligt fra et menneskes indre liv, ligesom et intellektuelt menneskes indre liv er anderledes end et uintellektuelt eller primitivt menneskes indre liv.
På samme måde er også et humanistisk-moralsk menneskes indre liv forskelligt fra et inhumanistisk eller lavmoralsk menneskes indre liv.
Da sansning udelukkende er en reaktion mellem dette indre livs møde med den ydre verdens energier, vil den være identisk med en energimanifestation af en særlig struktur.
Denne særlige struktur udtrykker en vis kapacitet.
Når individet ser eller sanser et eller andet objekt fra den ydre verden, har det altså indstillet sit eget indre liv på nævnte sanseobjekt.
Da nævnte indre liv også er en energikombination eller energistruktur, vil det også repræsentere en særlig kapacitet.
Når individet sanser, retter det altså denne sin energis kapacitet imod den ydre verdens eller sanseobjektets energikapacitet.
Hvis disse to kapaciteter er af samme styrke eller "bølgelængde", bliver reaktionen af deres møde en balance eller harmoni i vedkommende væsens bevidsthed eller mentalitet.
Denne balance eller harmoni i sin fuldkomneste form fornemmes eller opleves som den totale "forståelse" af sanseobjektet, hvilken oplevelse igen er det samme som den totale oplevelse af "sandheden".
Den totale oplevelse af sandheden, hvilket vil sige, individets oplevelse af et sanseobjekts virkelige videnskabelige eller kosmiske analyse, der igen er det samme som analysen af dets virkelige eller absolutte forhold til det øvrige univers, er således i realiteten kun individets indre energi, der på det specielle område, som sanseobjektet udtrykker, bliver af samme "bølgelængde" som selve universets "bølgelængde" eller grundtone.
Individet bliver altså igennem det pågældende sanseobjekt "ét med universet".
Det har her opnået den absolutte frigørelse af andres meninger eller påstande og har dermed i nævnte sanseobjekt opnået den absolutte mentale suverænitet.
Den absolutte viden eller kosmiske selvoplevelse af et sanseobjekts kosmiske analyse er således den allerhøjeste oplevelse af sansning, der overhovedet kan times et væsen, thi det er selve oplevelsen af Guddommen eller dette: i det pågældende felt at være "ét med Faderen".
Da universets grundtone eller højeste "bølgelængde" er den absolutte kærlighed, er individet således i ethvert sanseobjekt, i hvilket det har kosmisk viden, absolut "ét med kærligheden".
At dette giver fred, glæde, velsignelse eller salighed i det daglige liv turde vel være en selvfølge.
Tilbage til forsiden
Forrige