40.12 Verdensgenløsningsepoke nr. 1
Hvis vi ser tilbage på de første primitive menneskers bevidsthed, kan vi se, at den hovedsageligt er en kombination af "instinktenergi", der til en vis grad automatisk leder væsenets liv.
Hertil kommer så "tyngdeenergien", der udgør fundamentet for væsenets drabskunnen, dets forsvars- og angrebstalent, der i det hele taget er fundamentet for dets fysiske beståen.
Hertil kommer så en primitiv eller inhuman følelse, hvilket vil sige: had eller hævntørst.
Virkelig human følelse eller kærlighed forekommer ikke på dette udviklingsstadium ud over den kunstige sympati, vi kender som forelskelse, der opretholder dets parringsdrift og den heraf affødte sympati for dets afkom.
Forsvars- og angrebsevnen er disse væseners fundamentale livsspørgsmål.
Disse væsener kan kun eksistere som mikrovæsener i et makrovæsen, hvis bevidsthed til en vis grad er en kombination af de samme grundenergier, men naturligvis i et makrokosmisk format.
Et sådant væsens refleksimpulser udgør jo lige akkurat den atmosfære eller bevidsthedsenergi, der kan være livsbasis for den nævnte første form for menneskevæsener.
Men for at den virkelig kan blive til stimulans, livsførelse eller væremåde for disse primitive væsener, må den omformes til disses tankegang og livsopfattelse.
Der må derfor væsener til, der ligefrem er genier eller særligt fremragende kapaciteter i denne livsforms praktisering og udvikling.
Og som før nævnt er det her, at verdensgenløsningens udøvere begynder at træde til.
Men disse verdensgenløsningens første udøvere behøver ikke at være højt udviklede væsener med kosmisk bevidsthed eller kristusbevidsthed.
Disse primitive væsener, de skal vejlede og hjælpe, er på vej ind i mørkets sfære for her at blive indviet i lysets kontrast, hvilket vil sige mørket.
Uden selvoplevelsen af denne kontrast vil væsenerne aldrig nogen sinde kunne blive til mennesket i Guds billede.
Derfor måtte disse væseners førelse, vejledning eller verdensgenløsning være en udvidelse eller dygtiggørelse af disse væseners forsvars- og angrebstalent.
Deres dygtiggørelse i ved mord og drab at kunne hævde sig i den ellers så fjendtlige verden, de levede i, og som netop blev opretholdt ved makrovæsenets refleksimpulser af samme dræbende grundenergikombination, var en absolut livsbetingelse.
Og derfor var væsenerne ikke overladt til sig selv alene.
Der inkarnerede væsener, der i form af geniale stammehøvdinge, psykiske medicinmænd og lignende netop var tilstrækkeligt længere fremme i udvikling, til at de kunne præstere den påkrævede vejledning og førelse i moral og væremåde.
Denne vejledning var netop en førelse af væsenerne til at spise af "kundskabens træ".
Og vi har også fra Bibelen beretningen om, at "slangen forførte Eva".
Men da nydelsen af kundskabens træ er en livsbetingelse for at få kundskab om, hvad der er godt, og hvad der er ondt, vil en udelukkelse fra denne nydelse jo betyde, at væsenerne ikke kan få kundskab.
Men hvordan kan et væsen uden kundskab, altså uden kendskabet til godt og ondt, blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse? –
Dette Guds ønske og plan med hensyn til menneskets skabelse i hans billede efter hans lignelse ville således uden nævnte kundskab aldrig nogen sinde kunne blive opfyldt.
Det er her let at se, at "slangen" ikke er nogen "djævel", der forførte "Eva" til noget, der var imod Guds vilje.
Tværtimod, slangen befriede Eva fra den overtro, hun var hyllet i, og som gik ud på, at de skulle dø, hvis de spiste af kundskabens træ.
Bibelen udtrykker det således: "Da sagde kvinden til slangen: Vi må æde af havens træers frugt; men om det træs frugt, som er midt i haven, sagde Gud: æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø.
Da sagde slangen til kvinden: I skulle ikke dø døden; men Gud ved, at hvilken dag I æder deraf, da skulle eders øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt" (1 Mos. 3,2-5). –
Vi ser her, at slangen var en af verdensgenløsningens udøvere.
Den havde til opgave her ligesom i senere udviklingsepoker at lede menneskene på den rette vej.
Det er rigtigt, at slangen var en verdensgenløser i mørkets tjeneste, hvis mission derfor var en livsbetingelse, for at Guds skabelse af mennesket i sit billede kunne blive til virkelighed.
Slangen var således urokkeligt en repræsentant for verdensgenløsningen og dermed for menneskehedens skabelse i Guds billede.
Når Bibelen udtrykker denne verdensgenløsningens repræsentant som "slangen" og udtrykker, at "slangen var træskere end alle vilde dyr på marken ..." (1 Mos. 3,1), symboliserer det netop, at slangen var en repræsentant for væsenernes indvielse i mørket.
Denne indvielse åbner døren til det evige lys i livets allerhøjeste åndelige verdener.
Men Bibelen henvender sig til mennesker, der endnu ikke aner eller kan forstå mørket på anden måde end som noget, der slet ikke kan tænkes at være andet end slet og ret et djævlevæsens fjendskab og forfølgelse af Gud og menneskene.
En menneskehed, der slet ikke kendte noget som helst til mørkets virkelige natur og nødvendighed for evnen til at kunne opleve lyset, måtte jo have en fortolkning af mørket, der var tilpasset dens primitive opfattelsesevne, og som foreløbig kunne tilfredsstille dens spørgsmål på dette område.
Derfor denne symbolske iklædning af sandheden.
"Slangen" var verdensgenløseren i mørkets tjeneste.
"Eva" var ikke udtryk for "kvinden" eller hunkønsvæsener alene.
Begrebet "Eva" var derimod udtryk for enpolede væsener, hvilket vil sige "hunkønsvæsener" og "hankønsvæsener".
Disse væsener udgjorde en modsætning til Bibelens "Adam", der er udtryk for dobbeltpolede væsener.
"Evas skabelse" udtrykker jo netop "adamvæsenernes" omskabelse til "evavæsener", hvilket var den absolutte betingelse for, at "syndefaldet", hvilket vil sige "nydelsen af kundskabens træ", kunne finde sted.
Jeg kan yderligere her henvise til mit hovedværk "Livets Bog".
Her viser kosmiske analyser den totalt afklædte eller utilslørede evige sandhed med hensyn til mørket og lyset, og at de begge er lige nødvendige, for at væsenet overhovedet kan have bevidsthed, tænkeevne og den heraf følgende livsoplevelse og væremåde.
Tilbage til forsiden
Forrige