21.12 Den evige ånd er et evigt "voksent" væsen
Det er rigtigt, at barnet i sin spæde nyfødte tilstand ikke kan give detaljerede udtryk for tanker eller forestillinger således som de voksne mennesker, men dette behøver jo ikke at betyde, at det totalt er blottet for tanke eller forestillinger.
En tanke eller forestilling er i sit princip blandt andet en åndelig reaktion af fysisk sansevirkning.
At denne åndelige reaktion ikke kan være iklædt et fysisk sprog hos det nyfødte barn, der ikke engang endnu har lært at tale, er kun selvfølgeligt.
Et voksent menneske kan da heller ikke udtrykke sine tanker eller forestillinger i et sprog, det hverken har lært at tale eller skrive.
At det lille barn i sin spæde tilstand ikke åbenbarer en stor tanke- eller sjælevirksomhed udadtil må jo også betragtes som givet, idet det redskab (dets fysiske legeme), igennem hvilket det netop skal manifestere sin ånd og tanke, jo kun er lige i begyndelsen af sin skabelse.
Hvordan skulle vel væsenet kunne manifestere hele sin bevidsthedsmæssige kapacitet, så længe det redskab eller den organisme, på hvilket manifestationen af denne kapacitet udelukkende beror, ikke er færdigbygget? –
Hvem kan sige, at sjælen eller ånden bag skabelsen af spædbarnets voksende organisme ikke er et "voksent" væsen? –
Det såkaldte "barnestadium" er jo noget rent "kropsligt".
Det er kun et spørgsmål om skabelse eller opbygning af organisme eller legeme.
Den evige ånd bag organismen eller legemet er jo et evigt "voksent" væsen, hvad enten den viser sig som livet i et foster i moders liv, eller den viser sig som livet i et væsen i dets manddomsår.
Hvis ikke sjælen eller ånden i fosteret var et "voksent" væsen, hvordan skulle organismen eller legemet da nogen sinde blive voksent? –
Det er jo ikke organismen, der skaber væsenet, men væsenet, der skaber organismen.
Og hvis væsenet kosmisk set ikke var et "voksent" væsen, hvordan kan det da bringe sin organisme fra spædbarnstilstanden og op til manddomstilstanden? –
Hvis væsenet bag organismen virkelig kun var et spædbarn, hvordan skulle det da være i stand til at bringe sin krop eller organisme over dette stadium? –
Og hvad skulle en spædbarnssjæl med en "voksen" krop? –
Hvad skulle en babysjæl med en organisme eller et redskab for manifestation eller udfoldelse af talenter eller egenskaber, som den slet ikke besidder? –
Babysjælen måtte jo have en mere passende organisme i form af en babyorganisme.
Men der er jo ingen normale babyer, der bliver stående på babystadiet.
De fører alle deres organisme frem til "manddomsstadiet".
Dette stadium er således alle sjæles virkelige kapacitet og stadium.
Alle eksisterende sjæle uden undtagelse er derved at udtrykke som "manddomssjæle".
De øvrige stadier, hvilket vil sige: "barnestadiet", "ungdomsstadiet" og "alderdomsstadiet", er kun legemsstadier.
De er udelukkende baserede på legemets eller kroppens opbygnings- og nedbrydningsstadier, der igen er baserede på kredsløbsprincippets love i naturen.
Den fra manddomsstadiet afvigende mindre manifestationskapacitet, der gør sig gældende i stadierne før manddommen såvel som i stadiet efter denne, skyldes således absolut ikke selve sjælen, der jo i sig selv har evig manddom, men derimod organismemateriens afhængighed af kredsløbsprincippet.
Da dette princip betinger, at al materie er på vandring i kredsløb, vil ingen som helst materiekombination eller skabelse kunne blive bestående.
Tilbage til forsiden
Forrige